Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

T-shirts og klodsmajor

Nyhedsbrev November 2014Posted by Mette Nielsen Thu, November 06, 2014 14:11

Hver gang et firma donerer mere end 3000 kroner til os, laver vi 5 T-shirts til børnene ude fra Piertrice, med firmaets logo på. Det blev i denne omgang til 15 T-shirts, og selvom et er ikke meget og heller ikke er nok, så er det en start, og det er en god start.

Udover at børnene skal have børstet tænder, og udover de skal have mad igennem det feeding program vi er i gang med at arrangere, så skal de her børn også have lov til at være børn. De skal have lov til at udfolde sig, og ligesom andre børn skal de have lov til at lege – Og ikke bare lege, men også lege med nogle voksne der interesserer sig for dem, og for det de er, børn. De skal ikke bare tage sig af deres mindre søskende, rende rundt med dem på armen, og varetage dem som forældre burde gøre. De skal ikke bare være overladt til sig selv og til gaden – De skal mærke glæden ved at nogle har lyst til at være sammen med dem, og tage sig af dem. De skal have lov til at have et frirum, hvor de mærker at det er helt okay at være barn, og et frirum der gør det muligt for dem, at ligge deres alt for store ansvar væk. De skal have lov til at være børn, i hvert fald når vi er der!

…. Men det er svært. For vi arbejder i deres hjem – på deres gade. Vi arbejder lige ved siden af hendes far, og hans mor, og hvordan skaber man så et frirum? Hvordan skaber man et frirum til børnene når deres – de af dem der har - forældre er der, og engang imellem kalder på barnet og beder det om at skifte lillesøster, eller holde øje med den boblende olie i gryden? Vi kan ikke ”fjerne” dem fra gaden, og i nogle timer deres forældre, for vi har ikke vores eget sted. Endnu. Vi kan ikke få den der rigtig gode kontakt eller dybe snak som man kan få med børn, når deres forældre ikke er til stede. Vi kan sagtens snakke med børnene, og vi kan hygge med dem, og om dem – Og det gør vi(!), men forældrene er der stadig, og det har altså en betydning for dem, og det har en betydning for vores arbejde. De giver ikke helt slip, for mor kan jo stadig kalde. De er stadig i nærheden af ansvaret og den voksne verden. De er hjemme hvor man ikke kan være barn, måske endda hjemme hvor de aldrig har prøvet det før, og hvordan kan det så være nemt – Og kan det overhovedet lade sig gøre?

Vi besluttede os for at finde ud af det. Vi besluttede os for, at vi ville se mulighederne i stedet for begrænsningerne – Selvom der er mange. Sidste gang vi var ude i Piertrice med legetøj, fik vi en over fingrene, men heldigvis då lærte vi af det.

Come on! Det her må kunne lade sig gøre. Med den rette planlægning ville vi i hvert fald give det et nyt forsøg. Vi er 4. Hvis vi på en eller anden måde skal kunne administrere det, må vi nøjes med at købe 4 forskelige ting. Det skal være noget som man kan være om, det skal være noget vi kan bruge udenfor, og det skal være noget der er sjovt – Noget der fanger interesse.

Klodsmajor, UNO, twister, og et andet jeg ikke kender navnet på, men som jeg i øvrigt selv spillede som barn – Noget med en masse pinde der skal ind i et langt rør hvor man så smider bolde oveni, og så få pindene ud, uden at boldene falder ned.

Da vi har klaret dagens sidste forberedelser tager vi med taxa ud til Piertrice, og da vi bliver sat af for enden af vejen, bliver den usagte nervøsitet sagt højt og i den grad delt. Det er altså ikke med helt ro i maven - eller i sindet - vi begynder at bevæge os ned af gaden. Ned af den gade vi som så mange andre gange har gået på. Folkene vi møder når vi går ned af gaden, er altid glade. De smiler, hilser og vinker altid, og nogle beder endda deres børn om at se på os – Hvilket egentlig bare gør dem virkelig forvirret, fordi de overhovedet ikke forstår hvad der foregår(….) Men det er nu ret sjovt J I dag er det det samme. Og så endda på trods af, at det faktisk viser sig, da vi kommer lidt længere ned af gaden, at der er begravelse. Sådan, midt på fortovet, under en slags telt pavillon. Ja …. I hvert fald, så er de ligeså glade i dag, som de plejer at være når vi møder dem, og fordi at sådan et smil simpelthen smitter så utrolig meget, så starter turen ned af gaden, og hele dagen, helt fantastisk. Nervøsiteten bliver så småt rystet af, og det er ligesom om, at modet og troen på at det her lykkedes, på vejen fra den ene til den anden ende, er blevet samlet op. Vi ankommer altså til den del af vejen hvor vi er, med et kæmpe smil og uden at være, i hvert fald ligeså nervøse, som vi startede ud med at være.

Som det altid sker når vi ankommer, beder forældrene børnene om at hente skamler til os, og det sker derfor selvfølgelig også i dag. Vi får som altid en hver, og sidder nu på gaden, lige ude foran deres hjem. Nogle dage er børnene at finde overalt, og vi bliver overfaldet (på den gode måde) når vi kommer, men andre dage er de som forsvundet. I dag er en af de dage hvor der ikke er mange at finde, kun nogle få i nærheden af hvor vi sidder. Men vi skal jo i gang – Så da jeg får øjenkontakt med en lille pige gør jeg tegn til at hun skal komme over til mig. Jeg tager den første T-shirt frem, og da hun kommer giver jeg hende den på. Hun er selvfølgelig genert, men selvom der ikke er meget at læse i hendes ansigt, virker hun bestemt ikke utilpas – Eller utilfreds. I mens jeg giver hende T-shirten på, kommer en af de forældre som vi har fået god kontakt til derude, hen til mig bagfra og ligger armene omkring mig, kysser mig på kinden og siger ind i mit øre: ”Thank you for doing this” ….

Jeg har sagt tak til jer før. Sagt tak fordi I støtter os, og derved gør det her muligt. Men jeg bliver nødt til at sige det igen. I skal virkelig, helt ind under huden forstå, at alt det her på ingen måde ville være muligt uden jeres hjælp. At selvom det er os der står med dem i hænderne, så er det jer der er vores bærende element – Og derfor ville jeg også sådan ønske, at I kunne være med når det sker. Mærke på egen krop hvilken forskel I er med til at gøre, og mærke lige præcis den der helt specielle følelse det giver, når man mærker hvad man med en T-shirt i hånden kan gøre. For det er i virkeligheden dét, det hele handler om.

Da hun har fået T-shirten på, kommer – meget hurtigt – mangle flere børn over til os. Normalt ville jeg måske gå en lille smule i panik. Jeg ville gå i panik over at være omringet af børn, og vide, og over ikke at have nok T-shirts til alle. Men ikke i dag. I dag trækker jeg vejret og tænker: Nej, det er ikke rart kun at have til 15 børn, og ikke kunne gøre en forskel for dem alle sammen, men jeg gør en forskel for nogle – Og det betyder også noget. Det betyder noget for dem. Og ja, det gjorde det.

Jeg følte egentlig ikke – efterfølgende - at der var nogle der følte sig snydt. ”No more T-shirts?” ”No, but we have some games, come here – Let’s play!”

Vi havde forinden aftalt hvem der skulle spille hvilket spil, og derfor var det også nemt nok at hive det op af posen og sætte sig på jorden – Og ENDNU nemmere at blive omringet af en cirkel med børn. Hvis du har set billederne på facebook, så har du også set at det det faktisk fungerede. I hvert fald at de sad i rundkreds.

Ikke bare kan kulturen nogle gange være en udfordring, og noget man skal vende sig til – Eller noget man aldrig vender sig til. Også sproget er mange gange en udfordring. Når man er gadebarn og ikke går i skole, hvordan kan man så lære engelsk? Og er det engelsk man kan, nok til at man forstår hvad det er hun siger – eller mener? Nej. Det er ikke altid nok, og det giver sommetider store problemer. Især i starten, og især i relations dannelsen – For mange gange er det jo ”bare” at starte en samtale. At forklare hvordan man spiller klodsmajor var også, for mig, en udfordring. Og dog … For når man står i en situation, hvor dit vante redskab til kommunikation - sproget – pludselig ikke længere virker, så bliver man utrolig kreativ. Det var i hvert fald min oplevelse.

Jeg satte mig ned på jorden med æsken i hånden, og havde ret hurtigt mange børn omkring mig – Jeg blev dog ikke overfaldet ;-) Jeg begyndte at åbne æsken, mens jeg spørger børnene på engelsk om de kender Jinga (deres ord for klodsmajor). De svare mig ikke rigtig, men jeg blev ved med at gentage Jinga, og mens jeg stadig pakker spillet ud, peger på billedet der viser hvilket spil de er. Da jeg endelig får hun på æsken og kan tage klodserne ud, er der stadig ikke nogen reaktion. Jeg er ikke i tvivl om at de har forstået hvilket spil det er, for undervejs har jeg haft øjenkontakt med flere af dem der har nikket, og da jeg lytter på deres indbyrdes samtale kan jeg høre ordet Jinga. Tjek, de ved hvad det er – God start! Men selvom de har forstået, og selvom alle klodserne ligger på jorden, er der ingen der rør dem. Jeg går forrest, tager 3 klodser og stabler dem. Giver derefter 3 klodser til en dreng, som straks ligger dem ovenpå, nikker så til en anden dreng, en pige og så til resten, og inden længe har vi et tårn der er klar til brug. Jeg tænker … Nok kender de spillet. Men har de styr på de sociale spilleregler? Har de styr på at skiftes og på at vente på tur? Med det få filippinske jeg kan, peger jeg på mig selv og siger ako (mig). Jeg starter altså. Peger derefter på pigen ved siden af mig, og siger ikaw (dig). Og sådan bliver jeg ved. Hver gang en er færdig, peger jeg på den næste, eller på mig selv og siger ikaw/ako. Det fungerer et stykke tid. Tårnet vælter, og børnene begynder nu at tage klodserne hen til sig selv, og nogle slås faktisk om at få dem – Det er igen det her med at hele deres liv handler om overlevelse. Om, at det jeg kan få skal jeg tage, og du skal ikke røre det. Det er de sociale spilleregler, det er samarbejde, og det er i den grad det her med at dele, de kan ikke. Men jeg er der. Jeg er der for at hjælpe dem, og jeg er der for at vise dem hvordan man gør. Jeg siger wala (nej), tager en af klodserne, peger ind på midten af rundkredsen, ligger den der og siger ”in the middle”. Nogle af dem har svært ved det. Jeg tager dem derfor på skulderen, gentager mig selv, og viser hvor klodserne skal ligge. Siger igen ako (mig), og begynder at stable klodserne igen. De fanger den, og vi får SAMMEN stablet det en gang til. Spiller igen, og selvom de stadig skal have hjælp i form af ikaw og ako, så går det faktisk godt. Som det ofte sker derude, og sikkert også alle andre steder hvor der arbejdes med børn, så går nogle af dem, nogle andre kommer til, og nogle af dem der før gik, kommer tilbage. Det er altså ikke bare en fredelig rundkreds hvor VI sidder, men en rundkreds der hele tiden mindskes eller bliver større, og det skaber en del forvirring for både børnene og for mig. Men det er ikke vores leg. Det er alles leg, og dem der har lyst til at være med, skal have lov! Desuden, så prøver jeg selv, når nogle børn står uden for rundkredsen, at få kontakt til dem, sige ikaw, og på den måde få dem med – For de er generte, men de vil så gerne. Og det lykkedes mange af gangene.

På et tidspunkt bliver det svært for børnene. Det bliver svært for dem at holde koncentrationen, svært for dem at holde fokus, og svært at holde klodserne på midten når tårnet vælter. De vil altså gerne have dem for sig selv. Og hvorfor så ikke? Nu har de jo spillet på min måde. De har prøvet at vente på tur, og de har faktisk også udvist en snært af samarbejde. Hvis jeg nu følger deres initiativ. Hvis jeg nu lader dem spille på deres måde, hvad ville der så ske? Jeg er der stadig, for tendensen til at slås om dem er bestemt ikke væk. Men de får lov. De får lov til at tage nogle klodser hver, og går det helt galt må jeg jo bare stoppe det. Men det gør det ikke. Selvfølgelig ikke. De sidder nu, stadig i rundkredsen, med nogle klodser hver, og bygger. Bygger tårne og bygger huse. De snakker og de råber, men alligevel er der en ro der har sænket sig over dem. Jeg oplever, at på den ellers så larmede og trafikerede vej – i midten af det hele, der har børnene fundet en ro. En ro der fjerner larmen fra bilerne, og fra deres konstante horn. Larmen fra de andre børn og fra de voksne. En ro der tager dem væk fra lugten og rodet. Væk fra gadens kaos, og beboernes konstante rastløshed. Jeg ser, at de igennem en klods har fundet det vi forsøgte at give dem. Jeg ser de er børn. Der sænkede sig en ro. En helt speciel ro.











Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.