Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

Godnat, og godmorgen!

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Mette Nielsen Wed, January 07, 2015 10:24

To af de andre danske studerende, og en af de Filippinske studerende, fortalte mig den anden dag, at de om onsdagen havde fået lov til at sove på børnehjemmet, så hvorfor jeg ikke også spurgte, om jeg måtte sove der.

Efter arbejde tog jeg hjem i min lejlighed, gik op på taget for at ryge en smøg, og for at tænke ..

Hvis jeg skal sove derude, hvorfor skal jeg så sove der? Hvilken betydning vil det have for børnene, og hvordan vil det påvirke min relation til dem, og omvendt, deres relation til mig? Vil jeg gøre det bare for oplevelsens skyld, eller ligger der noget bag det? Prøver jeg at opnå noget, prøver jeg at forstå noget, eller prøver jeg at vise noget?

Dagen efter gik jeg ind til sagsbehandleren og bad om tilladelse, og jeg fik den - Jeg var kommet frem til hvorfor jeg skulle prøve og sove der, og jeg var sikker på, at det ville blive noget af en oplevelse. For os alle sammen.

Da jeg om morgenen kom ud på centeret, startede jeg som det første med at fortælle drengene at jeg i nat ville sove der. Det var vigtigt for mig, at informere dem om det i så god tid som muligt, så de havde tid til at vænne sig til tanken - da de er vant til at sove alene, og studerende aldrig før har fået lov til at sove derude – og da jeg først dagen forinden havde fået tilladelsen, var morgenen den eneste og bedste mulighed jeg havde, for at få sagt det til dem. At se den glæde der spredte sig i blandt dem, var virkelig fantastisk, og bekræftede mig uden tvivl i, at jeg nok havde taget den rigtige beslutning. Jeg fortalte dem, at jeg om natten ville sove der sammen med de andre studerende, men at jeg om aftenen lige ville tage hjem og pakke nogle ting, og så komme tilbage – De ville altså vide, at jeg ville tage hjem først, men også at jeg ville komme tilbage.

Nogle af dem begyndte at spørge om jeg ville sove sammen med dem, men fordi jeg endnu ikke var sikker på hvor, og i hvilke lokaler vi ville få lov til at sove, valgte jeg at fortælle dem, at det kunne vi finde ud af senere – Jeg ville ikke love nogle af dem noget, men i stedet snakke med sagsbehandleren først. De accepterede de uden noget, men håbede selvfølgelig stadig at det kunne lade sig gøre.

For mig handlede det ikke bare om oplevelsen. Det handlede ikke bare om, at jeg skulle prøve at sove på børnehjemmet ”bare for at se hvordan deres rutiner er, og hvordan det føles.” For mig handlede det om, at jeg i de sidste 5 måneder har været sammen med de her drenge flere gange om ugen - Jeg har set dem være overladt til sig selv, set dem klare sig selv, og set voksne mennesker, de voksne mennesker der burde være der for børnenes skyld, være fuldstændig ligeglade med dem, og fuldstændig ligeglade med hvad der foregår, og hvad de foretager sig. Jeg har set dem være ødelagt, jeg har set og hørt dem fortælle om, hvordan de hele deres barndom bare er blevet svigtet på det groveste – Udnyttet, tæsket, uønsket, og hørt o hvordan de i en alder af bare OTTE år, SELV har måttet flygte fra deres hjem i angst, og SELV vælge at flytte ind på børnehjemmet. Hvorfor skal de her drenge ikke elskes fra top til tå, fra morgen til aften, hverdag og hver time? Hvorfor skal de ikke have lov til at føle, at nogle rent faktisk tager dem og deres situation alvorligt? Føle, at nogle gider dem, at nogle ønsker dem, og at nogle interessere sig for dem? Hvorfor skal de ikke bare holdes om hele natten, og jeg kunne blive ved – Så det gjorde jeg! For de her drenge skal alt det! De skal have alt det omsorg vi overhovedet er i stand til at give dem - De skal føle deres værd, og de skal vide at de er ligeså meget som alle andre – For hvis ikke mere, så er det i hvert fald hvad de er!

… Så jeg sagde ja til at sove der. Jeg blev enig med mig selv om, at selvom det måske var en risiko at tage i forhold til at være professionel – Ikke fordi jeg sov der, men fordi det måske vil give nogle komplikationer i forhold til hvilken rolle jeg har overfor dem, for når man hele sit liv har været svigtet, og fordi mange af dem har manglet al form for omsorg, kan de godt have svært ved at skælme imellem, netop, hvilken rolle jeg har, og derfor er det YDERST vigtigt(!) at jeg er meget tydelig – Men jeg tog chancen, for de fortjener det fandeme!

Klokken 19.00 var jeg tilbage, og det var bestemt nogle glade, men også halvtrætte drenge jeg mødte. Vi havde snakket om hvor vi skule sove, så som det første da jeg ankom, gik jeg sammen med 3 af drengene op på et af depoterne for at hente en madras. Vi havde alle sammen fået lov til at sove på værelse nr. 16, hvor drengene mellem otte og femten sover.

Det var specielt at være der. Jeg har været der om aftenen før – Og på det seneste også tit, men denne gang var noget alligevel anderledes. Drengene var afslappet. De var færdige med deres daglige pligter, skolen var overstået, og det vr ligesom om, at jeg for første gang oplevede drengene være drenge, og være børn. Nogle af dem sad i deres egen, eller hinandens senge rundt omkring, nogle lavede lektier, nogle spillede på vores telefoner, og andre – deriblandt mig – rendte bare simpelt rundt i blandt det hele, og prøvede at falde til ro. Jeg prøvede på et tidspunkt at hjælpe en af drengene med hans lektier, men fordi det hele var på Filippinsk, blev vi hurtigt nødt til at erkende, at jeg ikke var til meget hjælp. Det var en dejlig aften. Drengene var afslappet samtidig med at deres glæde over vi skulle sove der, lyste ud af dem, og gav dem en smule mere energi. Det var spændene. Det var spændene for os alle sammen. Jeg var selv rigtig træt. Det havde været en lang dag, med en masse indtryk, og de blev ved lidt endnu. Da klokken slog 22.00, var det tid til at de skulle gå på deres værelser og falde til ro. Hvert værelse har en gruppe leder – Det er de ældre drenge der agere leder, og det er også dem der fortæller hvor og hvornår de skal gøre hvad. Faktisk, så er det de ældre drenge der styre slagets gang på børnehjemmet. Det er dem(…..) der er opdragerne, men også omsorgsgiverne.

Det var svært at falde til ro. Ikke kun for os, men også for drengene. Nogle af drengene fra de andre værelser, kom ind og satte sig i sengene på værelse 16, bare for at sidde der og snakke lidt, inden de selv skulle sove. Det var hyggeligt. Vi snakkede på en anden måde. De havde deres nattøj på, og vi lå under vores tæpper. Det var lidt ligesom at være på lejerskole med skolen. Man var sammen med de voksne på en anden måde. Nu var det bare mig der var en af de voksne, og man kunne ikke kalde det en lejerskole. Det var deres hjem, og de sad de i en situation hvor de normalt kun har sig selv og hinanden, men nu var vi der. Og jeg tror faktisk de nød det. Selvfølgelig gjorde de det!

Vi snakkede i øst og vest, om løst og fast, og ikke mindst, så grinte vi HELT VILDT! Vi fortalte historier, og selvom jeg var hammer dårlig til det, så nød de alligevel hver en historie jeg fortalte – Det var dejligt at opleve, og jo mere vi snakkede, jo mere føltes det normalt, og jo mere til ro faldt vi. Da drengene fra de andre værelser var gået til sig selv, og vi havde fået sagt pænt godnat, fandt vi alle sammen i værelse 16 vores seng. Jeg havde for natten fået to sovepartnere, og der var ingen tvivl om, at de var glade. De lå i hver sin arm, og jeg kunne virkelig mærke, at det her .. Det betød noget for dem. Selvom flere af drengene på værelset havde sagt godnat og var begyndt at lukke øjnene, så var vi i min seng stadig vågne. Vi snakkede lidt, bare sådan om ingenting. En af drengege spørger pludseligt, om vi ikke kan bede en bøn, for det plejer han altså at gøre inden han ligger sig til at sove. Jeg siger, at selvfølgelig kan vi det, og spørger om han vil være den der beder den – Det vil han gerne, og hans bøn får mig til at smile med tåre i øjnene.

Angel of God,

my guardian dear,

to whom God’ love entrust me here,

ever this day be at my side,

to light and guard,

to rule and guide.

Thank you for this day, and thank you for letting the students spend the night here with us

AMEN.

Jeg vågner. En af de ældre drenge fra det andet værelse, står og slår hans ring imod sengegitteret. Klokken var 05.00 – Det var tid til at stå op. Mine to sovekammerater lå stadig i hver deres arm, og jeg kan med garanti sige, at jeg ikke var den eneste der var træt. Jeg vidste godt, at vi skulle op klokken 05.00, for om natten inden vi falde i søvn, spurgte jeg en af drengene hvad tid vi skulle op, og fik svaret, klokken 05.00. Hverdag. Medmindre det er lørdag eller søndag, der må de sove til klokken 07.00 …..

Og hvad laver de så, siden de står så tidligt op?

Jeg tog min taske med nedenunder for at skifte tøj, og da jeg var færdig gik jeg udenfor, hvor jeg mødte alle drengene i gang med at lave morgengymnastik – Og efterfølgende dele dagens første opgaver ud. Nogle gik i gang med at lave mad, nogle gik i gang med at gøre rent, og andre i gang med at vaske tøj.

For nogle af dem var det svært at vi var der. De havde svært ved at forstå at de skulle lave deres daglige pligter, for når vi nu var der, så måtte det da betyde at vi skulle lege? Lige der, var vi i virkeligheden nok til mere distraktion end til hjælp. Men som en pædagog gør det bedst, så måtte vi jo bare i gang med at vejlede dem, og fortælle dem, at vi først skulle gøre (hvad de nu skulle gøre), og så kunne vi lege bagefter – Og derfra hjælpe dem med deres gøremål. Men som de er bedst, så vil de selv. De spørger aldrig om hjælp, og siger helst nej hvis vi tilbyder at hjælpe dem. Men presser man lidt på, og gør det uanset hvad, så er der ingen tvivl om, at de bliver glade og i den grad sætter pris på det.

Da klokken slog 12.00 og de andre studerende, der ikke havde tilbragt natten på børnehjemmet, mødte ind, tog jeg fat i dem og fortalte hvordan natten var gået – Men også hvor træt jeg var. Vi blev enige om at jeg skulle tage hjem og få slappet af, da jeg nok alligevel ikke ville være til meget gavn i løbet af dagen, så et gjorde jeg – Og med en dejlig følelse i maven!



Hvorfor feeding?

Nyhedsbrev December 2014Posted by Mette Nielsen Wed, December 10, 2014 06:50

Måske har du set reklamerne på TV. Reklamerne der viser billeder og situationer af børn, og familier, som dagligt lever under nogle vilkår hvor selv det at få vand er et arbejde. Hvor maden ikke bare ligger i køleskabet eller i køledisken, og hvor det næste måltid altid er en udfordring. Jeg har set dem. Jeg har så dem mere eller mindre hverdag, inden jeg rejste herned, til Filippinerne - I hvert fald så jeg dem hver gang jeg tændte mit fjernsyn. Og ja, jeg så dem da af og til med munden fuld af mad, og uden at være i stand til, eller overhovedet tage stilling til det, kunne jeg sagtens se det forfærdelige i det, men alligevel spiste jeg med god samvittighed videre - Uden at tænke på, at jeg med de 200 kroner jeg lige havde købt burger for, i stedet kunne have hjulpet en hel familie til at få mad og vand i en hel uge - Men fordi jeg er vokset op i et land som tilbyder, og faktisk også har, alverdens ressourcer og muligheder – Vokset op i et land, hvor der altid er et samfund der tager ansvar, så var det for mig helt naturligt at spise videre, og ikke tænke mere over reklamen, før den igen blev vist i TV’et.

Jeg ville gerne være det menneske, der kunne sige at jeg altid støtter div. velgørenhedssager … Men hånden på hjertet, måske har jeg gjort det 4 gange. Det er ikke fordi tanken, eller lysten ikke har været der, eller fordi jeg ikke har troet på, at hjælpen har været nødvendig - Og heller ikke fordi jeg er egoistisk, og overhovedet ikke ser andet end min egen næse eller burger, men fordi, hvis der overhovedet findes en undskyldning(……), fordi jeg i 21 år har været uvidende. Pisse uvidende om, hvad der er på den anden side af jorden, og hvad der egentlig sker, deromme - Og når ja, så går halvdelen alligevel til administration, gør det ikke? Jeg har været uvidende. Jeg har været uvidende om alt andet end Danmark, og om hvordan verden under den samme sol kan se forskellig ud. Det kan godt være reklamerne har været med til at oplyse mig, og fortælle mig en masse, men reklamerne har ikke tvunget mig til at tage stilling. Det har Filippinerne, og det har Pier3.

Jeg kom hertil, som sagt kun oplyst af reklamerne - Uvidende om, og uden før, at have taget stilling til den verden jeg skulle møde, og de skæbner jeg skulle forsøge at tage i hånden. Derfor, landende jeg også brat. Jeg landede midt i reklamen - og min verden ændrede sig derfra rigtig hurtigt! En ting er måske at høre om børn der bor på gaden – Det ved jeg selv jeg havde svært ved at forholde mig til - og derfor er det altså også noget andet, og noget helt specielt pludselig at stå i det. Når jeg er ude på gaden, så møder jeg ikke kun børn der har et fantastisk livsmod, børn der har en hel speciel livsglæde og børn der udadtil er glade, og kommer løbende imod mig hver gang jeg stiger af jeepney’en, jeg møder børn, som har hver dag som en kamp, og som nogle gange må gå hele dage uden mad.

Når man som organisation starter op, er det altså ikke fordi pengene rasler af træerne, og ressourcerne bare står klar til rådighed – Det mærker vi især, og vi mærker det især når vi kommer ud til børnene, og ikke kan tilbyde dem andet end os selv - Vores selskab og vores klappe med hænderne lege – Ikke at det skal undervurderes! Selvom det er svært at definere gode forældre, så kan jeg alligevel ikke lade være med at prøve – Måske bare for at sætte tingende i perspektiv .. I hvert fald, når jeg tænker på hvad gode forældre er, så tænker jeg på mine. Jeg tænker, at gode forældre er dem som skaber rammerne for at deres børn kan vokse op og være trygge. Jeg tænker, at det er dem der sætter grænser og som har regler. Dem som er i stand til at give fra sig, i stand til at tage ansvar, og i stand til at udvikle deres børn alderssvarende. Dem, som beskytter dem fra alt det onde – Elsker dem ubetinget, og hverdag husker at kigge dem i øjnene, og bare høre på dem. Sådan er det ikke på gaden … Man kan vel egentlig ikke rigtig bebrejde dem, for de kender ikke til andet. De har måske boet på gaden i generationer, det er der de er vokset op, der de har fået deres udvikling – Og hvordan skal den så kunne ændres? I Filippinerne er det ikke lovligt at få abort, og det betyder altså, at hende der som 16 årig blev voldtaget er nødt til at føde barnet – Uanset hendes alder, og uanet hendes ressourcer. Det betyder, at hvis kondomet springer, eller hvis voldtægtsmanden kommer tilbage, så har pigen på 20 lige pludselig 4 eller flere børn. Den anden dag mødte jeg b.la. en pige på 17 år, som var mor til 3 børn hvoraf den ældste var 4 og den yngste var 1 år. Der var ingen far, og selvom samlejet havde været frivilligt alle 3 gange, så var graviditeterne ikke planlagt – Første gang var en ups’er, og selvom jeg ikke havde behøvet et forsvar, kom hun alligevel med det, og fortalte mig at det var hendes første samleje, og at ingen nogensinde havde fortalt hende om graviditet, hvordan det hang sammen, og hvordan man undgik det. 13 år var hun, og til hendes 14 års fødselsdag sad hun med lille Niel på sit skød.

Lige meget hvordan, så vokser familien hurtigt, og ressourcerne bliver kun mindre. Jeg kunne skrive meget om hvilke forældre jeg dagligt møder, og om, hvad jeg synes om dem. Men det vil jeg ikke. Jeg er her ikke for at bebrejde dem – Tværtimod. MEN! Børnene jeg hverdag er sammen med, er, hvis de er sammen med deres forældre, understimuleret på alle områder! Vi snakker børn, der opvokses med at række hænderne frem hver gang nogle går forbi, også selvom de måske kun er 1 år. Vi snakker børn der af deres FORÆLDRE bliver tvunget ud i kriminalitet for at hjælpe familien med at overleve. Vi snakker BØRN der ryger ud i et stof misbrug, især lim er brugt, fordi det fjerner sulten, og i virkeligheden også alt andet. Vi snakker børn der er tvunget til at tage sig af deres mindre søskende, og børn der dagligt lever som voksne. Der er ikke nogle rammer, der er ikke nogen tryghed, der er ikke nogle regler, der er ikke noget ”kigge i øjnene”, og der er bestemt ikke noget der hedder at lytte til deres behov. Og derfor(!), er det vigtigt at vi i vores arbejde sætter os på hug, og lytter på lige netop det Maxine har brug for at fortælle i dag – Også selvom vi måske ikke altid forstår det.

Jeg er ikke i tvivl om at vi gør en forskel. Jeg er ikke i tvivl om, at vores tilstedeværelse gør en forskel – Men derfor, vil vi stadig gerne kunne mætte deres maver.

Personligt, bliver det for mig aldrig nemt at ringe til dig og spørge om penge. Jeg husker tydeligt det første opkald jeg lavede – Jeg kludrede helt vildt i det, for hvad var det nu jeg skulle sige? En ting er at ringe til min veninde og fortælle hende om de ting jeg oplever, og de ting jeg laver, noget andet er at ringe til dig med det formål, at jeg skal overbevise dig om, at hjælpe mig med at hjælpe børnene. Og så kan man jo så spørge sig selv om, hvorfor jeg overhovedet har sagt ja til at være en del af vores call-center … Det har jeg fordi … Fordi at jeg hverdag er sammen med de her børn. Fordi det er dem jeg ringer for. Hver gang jeg tager et opkald, tænker jeg på, at jeg med dette opkald måske kan redde deres aftensmad i morgen – At du kan. Og dét giver mig modet.

Børnene har brug for mad. Der er ikke meget mere at sige – Der er ikke nogen anden måde at forklare det på. De har brug for vores hjælp, og de har brug for nogle der tager ansvar. Nogle der tror på dem, nogle der viser dem at verden også kan være god, og nogle der lyser i morgen op med i dag. Jeg er her stadig, og jeg stopper aldrig med at tro på, at du også er der!

Det ikke længere er en reklame i fjernsynet.

Mette



T-shirts og klodsmajor

Nyhedsbrev November 2014Posted by Mette Nielsen Thu, November 06, 2014 14:11

Hver gang et firma donerer mere end 3000 kroner til os, laver vi 5 T-shirts til børnene ude fra Piertrice, med firmaets logo på. Det blev i denne omgang til 15 T-shirts, og selvom et er ikke meget og heller ikke er nok, så er det en start, og det er en god start.

Udover at børnene skal have børstet tænder, og udover de skal have mad igennem det feeding program vi er i gang med at arrangere, så skal de her børn også have lov til at være børn. De skal have lov til at udfolde sig, og ligesom andre børn skal de have lov til at lege – Og ikke bare lege, men også lege med nogle voksne der interesserer sig for dem, og for det de er, børn. De skal ikke bare tage sig af deres mindre søskende, rende rundt med dem på armen, og varetage dem som forældre burde gøre. De skal ikke bare være overladt til sig selv og til gaden – De skal mærke glæden ved at nogle har lyst til at være sammen med dem, og tage sig af dem. De skal have lov til at have et frirum, hvor de mærker at det er helt okay at være barn, og et frirum der gør det muligt for dem, at ligge deres alt for store ansvar væk. De skal have lov til at være børn, i hvert fald når vi er der!

…. Men det er svært. For vi arbejder i deres hjem – på deres gade. Vi arbejder lige ved siden af hendes far, og hans mor, og hvordan skaber man så et frirum? Hvordan skaber man et frirum til børnene når deres – de af dem der har - forældre er der, og engang imellem kalder på barnet og beder det om at skifte lillesøster, eller holde øje med den boblende olie i gryden? Vi kan ikke ”fjerne” dem fra gaden, og i nogle timer deres forældre, for vi har ikke vores eget sted. Endnu. Vi kan ikke få den der rigtig gode kontakt eller dybe snak som man kan få med børn, når deres forældre ikke er til stede. Vi kan sagtens snakke med børnene, og vi kan hygge med dem, og om dem – Og det gør vi(!), men forældrene er der stadig, og det har altså en betydning for dem, og det har en betydning for vores arbejde. De giver ikke helt slip, for mor kan jo stadig kalde. De er stadig i nærheden af ansvaret og den voksne verden. De er hjemme hvor man ikke kan være barn, måske endda hjemme hvor de aldrig har prøvet det før, og hvordan kan det så være nemt – Og kan det overhovedet lade sig gøre?

Vi besluttede os for at finde ud af det. Vi besluttede os for, at vi ville se mulighederne i stedet for begrænsningerne – Selvom der er mange. Sidste gang vi var ude i Piertrice med legetøj, fik vi en over fingrene, men heldigvis då lærte vi af det.

Come on! Det her må kunne lade sig gøre. Med den rette planlægning ville vi i hvert fald give det et nyt forsøg. Vi er 4. Hvis vi på en eller anden måde skal kunne administrere det, må vi nøjes med at købe 4 forskelige ting. Det skal være noget som man kan være om, det skal være noget vi kan bruge udenfor, og det skal være noget der er sjovt – Noget der fanger interesse.

Klodsmajor, UNO, twister, og et andet jeg ikke kender navnet på, men som jeg i øvrigt selv spillede som barn – Noget med en masse pinde der skal ind i et langt rør hvor man så smider bolde oveni, og så få pindene ud, uden at boldene falder ned.

Da vi har klaret dagens sidste forberedelser tager vi med taxa ud til Piertrice, og da vi bliver sat af for enden af vejen, bliver den usagte nervøsitet sagt højt og i den grad delt. Det er altså ikke med helt ro i maven - eller i sindet - vi begynder at bevæge os ned af gaden. Ned af den gade vi som så mange andre gange har gået på. Folkene vi møder når vi går ned af gaden, er altid glade. De smiler, hilser og vinker altid, og nogle beder endda deres børn om at se på os – Hvilket egentlig bare gør dem virkelig forvirret, fordi de overhovedet ikke forstår hvad der foregår(….) Men det er nu ret sjovt J I dag er det det samme. Og så endda på trods af, at det faktisk viser sig, da vi kommer lidt længere ned af gaden, at der er begravelse. Sådan, midt på fortovet, under en slags telt pavillon. Ja …. I hvert fald, så er de ligeså glade i dag, som de plejer at være når vi møder dem, og fordi at sådan et smil simpelthen smitter så utrolig meget, så starter turen ned af gaden, og hele dagen, helt fantastisk. Nervøsiteten bliver så småt rystet af, og det er ligesom om, at modet og troen på at det her lykkedes, på vejen fra den ene til den anden ende, er blevet samlet op. Vi ankommer altså til den del af vejen hvor vi er, med et kæmpe smil og uden at være, i hvert fald ligeså nervøse, som vi startede ud med at være.

Som det altid sker når vi ankommer, beder forældrene børnene om at hente skamler til os, og det sker derfor selvfølgelig også i dag. Vi får som altid en hver, og sidder nu på gaden, lige ude foran deres hjem. Nogle dage er børnene at finde overalt, og vi bliver overfaldet (på den gode måde) når vi kommer, men andre dage er de som forsvundet. I dag er en af de dage hvor der ikke er mange at finde, kun nogle få i nærheden af hvor vi sidder. Men vi skal jo i gang – Så da jeg får øjenkontakt med en lille pige gør jeg tegn til at hun skal komme over til mig. Jeg tager den første T-shirt frem, og da hun kommer giver jeg hende den på. Hun er selvfølgelig genert, men selvom der ikke er meget at læse i hendes ansigt, virker hun bestemt ikke utilpas – Eller utilfreds. I mens jeg giver hende T-shirten på, kommer en af de forældre som vi har fået god kontakt til derude, hen til mig bagfra og ligger armene omkring mig, kysser mig på kinden og siger ind i mit øre: ”Thank you for doing this” ….

Jeg har sagt tak til jer før. Sagt tak fordi I støtter os, og derved gør det her muligt. Men jeg bliver nødt til at sige det igen. I skal virkelig, helt ind under huden forstå, at alt det her på ingen måde ville være muligt uden jeres hjælp. At selvom det er os der står med dem i hænderne, så er det jer der er vores bærende element – Og derfor ville jeg også sådan ønske, at I kunne være med når det sker. Mærke på egen krop hvilken forskel I er med til at gøre, og mærke lige præcis den der helt specielle følelse det giver, når man mærker hvad man med en T-shirt i hånden kan gøre. For det er i virkeligheden dét, det hele handler om.

Da hun har fået T-shirten på, kommer – meget hurtigt – mangle flere børn over til os. Normalt ville jeg måske gå en lille smule i panik. Jeg ville gå i panik over at være omringet af børn, og vide, og over ikke at have nok T-shirts til alle. Men ikke i dag. I dag trækker jeg vejret og tænker: Nej, det er ikke rart kun at have til 15 børn, og ikke kunne gøre en forskel for dem alle sammen, men jeg gør en forskel for nogle – Og det betyder også noget. Det betyder noget for dem. Og ja, det gjorde det.

Jeg følte egentlig ikke – efterfølgende - at der var nogle der følte sig snydt. ”No more T-shirts?” ”No, but we have some games, come here – Let’s play!”

Vi havde forinden aftalt hvem der skulle spille hvilket spil, og derfor var det også nemt nok at hive det op af posen og sætte sig på jorden – Og ENDNU nemmere at blive omringet af en cirkel med børn. Hvis du har set billederne på facebook, så har du også set at det det faktisk fungerede. I hvert fald at de sad i rundkreds.

Ikke bare kan kulturen nogle gange være en udfordring, og noget man skal vende sig til – Eller noget man aldrig vender sig til. Også sproget er mange gange en udfordring. Når man er gadebarn og ikke går i skole, hvordan kan man så lære engelsk? Og er det engelsk man kan, nok til at man forstår hvad det er hun siger – eller mener? Nej. Det er ikke altid nok, og det giver sommetider store problemer. Især i starten, og især i relations dannelsen – For mange gange er det jo ”bare” at starte en samtale. At forklare hvordan man spiller klodsmajor var også, for mig, en udfordring. Og dog … For når man står i en situation, hvor dit vante redskab til kommunikation - sproget – pludselig ikke længere virker, så bliver man utrolig kreativ. Det var i hvert fald min oplevelse.

Jeg satte mig ned på jorden med æsken i hånden, og havde ret hurtigt mange børn omkring mig – Jeg blev dog ikke overfaldet ;-) Jeg begyndte at åbne æsken, mens jeg spørger børnene på engelsk om de kender Jinga (deres ord for klodsmajor). De svare mig ikke rigtig, men jeg blev ved med at gentage Jinga, og mens jeg stadig pakker spillet ud, peger på billedet der viser hvilket spil de er. Da jeg endelig får hun på æsken og kan tage klodserne ud, er der stadig ikke nogen reaktion. Jeg er ikke i tvivl om at de har forstået hvilket spil det er, for undervejs har jeg haft øjenkontakt med flere af dem der har nikket, og da jeg lytter på deres indbyrdes samtale kan jeg høre ordet Jinga. Tjek, de ved hvad det er – God start! Men selvom de har forstået, og selvom alle klodserne ligger på jorden, er der ingen der rør dem. Jeg går forrest, tager 3 klodser og stabler dem. Giver derefter 3 klodser til en dreng, som straks ligger dem ovenpå, nikker så til en anden dreng, en pige og så til resten, og inden længe har vi et tårn der er klar til brug. Jeg tænker … Nok kender de spillet. Men har de styr på de sociale spilleregler? Har de styr på at skiftes og på at vente på tur? Med det få filippinske jeg kan, peger jeg på mig selv og siger ako (mig). Jeg starter altså. Peger derefter på pigen ved siden af mig, og siger ikaw (dig). Og sådan bliver jeg ved. Hver gang en er færdig, peger jeg på den næste, eller på mig selv og siger ikaw/ako. Det fungerer et stykke tid. Tårnet vælter, og børnene begynder nu at tage klodserne hen til sig selv, og nogle slås faktisk om at få dem – Det er igen det her med at hele deres liv handler om overlevelse. Om, at det jeg kan få skal jeg tage, og du skal ikke røre det. Det er de sociale spilleregler, det er samarbejde, og det er i den grad det her med at dele, de kan ikke. Men jeg er der. Jeg er der for at hjælpe dem, og jeg er der for at vise dem hvordan man gør. Jeg siger wala (nej), tager en af klodserne, peger ind på midten af rundkredsen, ligger den der og siger ”in the middle”. Nogle af dem har svært ved det. Jeg tager dem derfor på skulderen, gentager mig selv, og viser hvor klodserne skal ligge. Siger igen ako (mig), og begynder at stable klodserne igen. De fanger den, og vi får SAMMEN stablet det en gang til. Spiller igen, og selvom de stadig skal have hjælp i form af ikaw og ako, så går det faktisk godt. Som det ofte sker derude, og sikkert også alle andre steder hvor der arbejdes med børn, så går nogle af dem, nogle andre kommer til, og nogle af dem der før gik, kommer tilbage. Det er altså ikke bare en fredelig rundkreds hvor VI sidder, men en rundkreds der hele tiden mindskes eller bliver større, og det skaber en del forvirring for både børnene og for mig. Men det er ikke vores leg. Det er alles leg, og dem der har lyst til at være med, skal have lov! Desuden, så prøver jeg selv, når nogle børn står uden for rundkredsen, at få kontakt til dem, sige ikaw, og på den måde få dem med – For de er generte, men de vil så gerne. Og det lykkedes mange af gangene.

På et tidspunkt bliver det svært for børnene. Det bliver svært for dem at holde koncentrationen, svært for dem at holde fokus, og svært at holde klodserne på midten når tårnet vælter. De vil altså gerne have dem for sig selv. Og hvorfor så ikke? Nu har de jo spillet på min måde. De har prøvet at vente på tur, og de har faktisk også udvist en snært af samarbejde. Hvis jeg nu følger deres initiativ. Hvis jeg nu lader dem spille på deres måde, hvad ville der så ske? Jeg er der stadig, for tendensen til at slås om dem er bestemt ikke væk. Men de får lov. De får lov til at tage nogle klodser hver, og går det helt galt må jeg jo bare stoppe det. Men det gør det ikke. Selvfølgelig ikke. De sidder nu, stadig i rundkredsen, med nogle klodser hver, og bygger. Bygger tårne og bygger huse. De snakker og de råber, men alligevel er der en ro der har sænket sig over dem. Jeg oplever, at på den ellers så larmede og trafikerede vej – i midten af det hele, der har børnene fundet en ro. En ro der fjerner larmen fra bilerne, og fra deres konstante horn. Larmen fra de andre børn og fra de voksne. En ro der tager dem væk fra lugten og rodet. Væk fra gadens kaos, og beboernes konstante rastløshed. Jeg ser, at de igennem en klods har fundet det vi forsøgte at give dem. Jeg ser de er børn. Der sænkede sig en ro. En helt speciel ro.