Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

Feedingprogram lillejuleaften

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Kristina Hansen Wed, January 14, 2015 13:06

Vi startede ud allerede d. 22. december om natten, med at købe mad og lunch-bokse til alle børnene i vores drop-in center i Pier 3. Gaden hvor vores drop-in center er placeret rummer mere end 300 børn og deres forældre og bedste forældre. Okay, vi skulle altså lave mad til over 300 børn og pakke det i lunch-bokse, hvordan griber vi lige det an? Jo, vi var så heldige at vi fik hjælp af nogle lokale i Talisay, en mindre by, som ligger omkring 20 minutters kørsel fra Pier 3. Disse lokale havde stået siden meget, meget tidlig morgen d. 23. december og kogt ris og stegt kylling over bål, så vi kunne følge vores tidsplan.
Klokken blev 8.30 og første omgang ris og kylling var klar til at blive pakket. Al maden skulle pakkes inde i en lokal families lille køkken/stue, så vi blev hurtige enige om at lave ”stationer”, hvor vi hver især stod for at pakke det forskellige mad i en lunch-boks og sende den videre til den næste station, hvor det næste mad blev puttet i, osv. Lunch-boksene bestod af ris, nudler med grøntsager, sammenkogt gris med grøntsager, pølser og kylling. Vi skrev et bogstav på lunch-boksene for at kunne huske, hvad der var i. P for pølse, g for gris og k for kylling – og så var vi klar efter at have pakket, pakket og pakket i et par timer.

Vi havde derefter et stuegulv fyldt med næsten 400 lunch-bokse, klar til at blive delt ud, men de skulle jo også transporteres ud til vores drop-in center. Jo, vi pakkede det hele bag på en ladevogn og så var vi klar til at tage til Pier 3.
Da vi ankom til vores drop-in center i Pier 3, blev ladevognen stormet og omringet af alle børnene og også deres forældre. Den eneste måde vi kunne gennemføre vores feedingprogram på, uden at risikere at de samme børn kom tilbage og ville have mere, ja så valgte vi at lave en streg med sort sprittusch på deres hænder, derved kunne vi se om de før havde fået en lunch-boks.

Der var mange børn og de voksne og ældre ville også have mad. Ja, de var alle lige så ivrige efter at få en lunch-boks, som en flok sultne løver er når de har nedlagt en antilope. Men det skulle lykkes det her, vi havde ventet på denne dag i så lang tid og vi havde glædet os så utrolig meget til at give alle disse skønne børn noget mad og samtidig ønske dem god jul og godt nytår. Vi fik børnene til at stille sig i en lang række og vente på at det blev deres tur. Første streg, anden streg, tredje streg… det fungerede godt det her. Alle børnene havde fået en lunch-boks og vi var oven i købet så heldige at have en del lunch-bokse tilbage, så vi valgte at give disse til de ældre.

Efter et meget vellykket feedingprogram sluttede vi dagen af med at gå en tur i slummen, som faktisk er en ”landsby”. Vi fik sagt glædelig jul og godt nytår til dem alle og ligeledes fik vi kram og en hilsen om tak for mad. En kæmpe tak til alle jer, som har været med til at gøre dette muligt! Vi kunne ikke have gjort det uden jer. Det har været en værdifuld og uforglemmelig fed oplevelse at være med til at sætte det hele i gang.

På vegne af FSK og alle børnene og deres familier i Pier 3, af hjertet tak!



Interview med FSK's stiftere

Nyhedsbrev December 2014Posted by Kristina Hansen Mon, December 08, 2014 15:34
Rino Jensen og Kristoffer Lenvig, stifterne af Filipino Street Kids, fortæller i et interview, hvordan de kom på idéen til at starte deres egen virksomhed, hvordan de får virksomheden til at køre rundt, på trods af at pengene er små, samt hvilke fremtidsdrømme de begge har for virksomheden.

I: Interviewer – Kristina Hansen

R: Rino Jensen
K: Kristoffer Lenvig

I: Hvad står FSK for?

R: Filipino Street Kids.

I: Hvilken slags virksomhed er det?

R: Det er en organisation, velgørenhedsorganisation, registreret under dansk SVR-nummer. Det er det samme som forening.

I: Hvor lang tid har F S K eksisteret?

R: SVR-registreringen blev registreret i december 2013, så det er et år siden.

I: Hvem står for virksomheden?

R: Jeg står som stifter, Rino Jensen.

I: Hvordan fik I idéen til at starte F S K?
R: Den er bygget på andre velgørenhedsorganisationer hernede på Filippinerne, som ikke gjorde det godt nok. Jeg så masser af områder, hvor der var organisationer som godt kunne gøre det bedre og så var jeg også gode kammerater med Kristoffer Lenvig, som jeg vidste, meget gerne ville tilbage og har kæmpet en kamp... og han vidste hvad han ville gøre.

I: Hvorfor har I valgt at starte?

R: Jamen det er af samme årsag - det var på grund af, at jeg så andre, der ikke leve op til deres potentiale, og synes ikke at de blev struktureret ordentligt. Og de havde heller ikke nogen rigtig rød tråd igennem det hele og så var det vel nok også for at give Kristoffer Lenvig en chance for at komme tilbage og gøre det stykke arbejde, som jeg også synes at han har mulighed for at gøre meget bedre, hvis han havde redskaber til det.

I: Hvem er Jeres målgruppe? (Børn, unge, voksne, ældre etc.)

K: Det er typisk børn, børn med specielle behov. Og det er når man, som jeg har arbejdet med de børn hernede i et halv år - så bør du se hvilken gruppe vi egentlig havde og der er så mange områder af Cebu, som er ramt, så vi kan gøre en forskel for de børn. Så det er helt klart børn - ja.

I: Hvad værdsætter F S K – har I nogle værdigrundlag?

K: Ja det har vi, man kan sige, vi prøver at hjælpe et barn af gangen og forbedre deres livskvalitet. Vi er godt klar over at vi kan jo ikke hjælpe alle gadebørnene der er i Cebu, men vi kan gøre en forskel for nogle af dem. Vi kigger på det enkelte individ i forhold til at kigge på det hele. Så vi vil hjælpe et barn af gangen.
R: Vi prøver at skille os ud fra de store (organisationer), som prøver at lave et stort stykke arbejde og rede et stort område - hvor præcis det enkelte individ bliver glemt. Det er der, hvor vi ikke prøver at sige noget grimt eller dårligt om det arbejde de går og laver, men vi går ind og tager over der hvor de glemmer individet, der hvor det er gået galt, og som mindre organisation og så går ind og gør en forskel for individet.

I: Tænker I at I vil udvide området I arbejder indenfor, så det ikke kun er Cebu, men så det bliver et større område af Filippinerne?

R: Det ligger langt ude i fremtiden.


I: Hvordan holdes F S K kørende?

R: Det er igennem Fund Raising.

I: Hvor er F S K om 10 år?

R: De har stadigvæk hovedbasis i Cebu og de vil stadigvæk have deres hovedfokus i Cebu, men de har nok spredt sig ud til de nærliggende øer, såsom Bohol, Negros og højst sandsynligt også Leyete, da det står skidt til derover. Selvom at det er 10 år ud i fremtiden, det er selvfølgelig land tid, men hvis vi skal holde os til vores formål, som er at gøre en forskel for individet, så er det lige meget hvor lang tid der går, for der vil altid være en masse individer, som har behov for den hjælp vi er klar til at yde.

I: Hvordan ser det ud lige pt for F S K?

R: Lige pt kæmper vi hårdt med økonomien, vi er i underskud med en masse ansatte, som skulle have stået for fremlæggelse både dels af den økonomiske brist og økonomiske vækst, og da de så er faldet fra - så hænger vi lidt i fremtiden der.

I: Hvad synes I om at have pædagogstuderende i Jeres virksomhed?

K: Uden pædagogstuderende, så ville vi ikke nå så langt, som vi er nået i dag. Man kan sige, at vi er afhængige af at vi har nogle frivillige og især pædagogstuderende, som har et godt menneskesyn, som ved hvad det drejer sig om. Så jeg vil ikke mene, at vi kunne overleve uden at vi have studerende eller andre frivillige. Så det er helt klart en fordel for os.
R:
At det er de studerende eller de eventuelt frivillige - nu har vi ikke nogle frivillige - men det er de studerende der er rygraden, det er de studerende der laver arbejdet. Der er en stor del af arbejdet, som ligger i administration og i Fund Raising, så de studerende har noget at arbejde med, men det er jo dem der er rygraden, det er dem der laver det arbejde, som Kristoffer Lenvig også sørger for, at den del går godt. Men den anden del, den jeg står for, er sådan set ligegyldig, hvis ikke vi har nogen til at udføre arbejdet.

I: Tænker I at I vil tage imod fremtidige studerende? Evt. inden for andre fagområder end pædagog?
R:
Det er altid spændende at tage andre faggrupper ind. Jeg har snakket med flere, der spurgte ind til om vi ville tage tømrestuderende ind, for der er jo en masse byggeprojekter hernede og igen f.eks. på Tacloban, hvor alle husene er revet ned (pga. sidste års tyfon), der kunne man jo snildt have rigtig meget brug for nogen i byggebranchen, men det kræver en større organisation køre det.
K:
Derud over kunne det også være spændende at have lærestuderende, så man kan lave noget skole af en eller anden art. Der er rigtig mange børn som ikke går i en rigtig skole og ikke har mulighed for at begynde - så det kunne også være en mulighed.


I: Hvad vil I gøre for evt. fremtidige studerende, for at deres praktikforløb bliver tilfredsstillende for begge parter?

R: For pædagogstuderende, der skal vi være mere aktiv i Danmark. Jeg synes ikke at vi skal gøre vores organisation mere attraktiv, vi skal bare være mere aktive i at markedsføre det til de studerende. Det skal være attraktivt for de studerende fordi, at de skal fokusere på deres arbejde og deres projekter, og den forskel de gerne vil gøre for børnene, så skal de ikke tænke på de økonomiske forhold. De skal selvfølgelig altid have aspekt i det, men det skal ikke være sådan så, at de bruger 50 procent af deres tid, eller meget mere, som det jo egentlig tager, for at fremlægge deres projekt(er). Det skulle der gerne være andre folk der står for og sørger for, at der er penge til projekter, så de studerende kan fremvise et budget og så skal der forhåbentlig gerne være penge til at de kan udføre det. Så de studerendes arbejde ligger 100 procent ude i marken, så de ikke skal tænke på så meget andet.

I: Så det er ikke økonomien der skal begrænse de studerende?
R:
Nej.
K:
Derudover skal vi jo også have et tæt samarbejde med universiteterne hjemme i Danmark, samt med universiteterne her i Cebu, så der er et samarbejde mellem Danmark og Filippinerne.

I: Indgår der noget tværprofessionelt samarbejde hos F S K, altså er der andre faggrupper end jeres, som I samarbejder med?

K: Lige pt gør der ikke, men det skal vi have op og køre. Jeg kunne godt tænke mig noget mere tværprofessionelt med socialrådgivere og de filippinske social worker og evt. også filippinske sygeplejersker.
R:
Jeg kunne godt tænke mig - det ligger stadig også langt ude i fremtiden - men at vi får en form for samarbejde med politiet også. De er en stor del af det. Ikke at vi skal gå ind og lave deres arbejde på nogen måde, men vi kan jo samarbejde med dem i stedet for at de genere børnene.

I: Hvordan tænker du at politiet ville kunne være en hjælp for F S K?
R: Politiet de anholder jo mange børn og politiet har et samarbejde med andre organisationer, hvis de f.eks. går ud og raider (angriber) en bar, så er politiet i ryggen på børnene og det er dem der står for dem, og så er der organisationen bag, som tager sig af dem som så er efterladt. Det er på samme måde, hvis de raider Mango (en gade i centrum) for gadebørn, så ser jeg ikke nogen organisation stå bag for det, disse børn er her efterladt til at blive banket og til at blive efterladt i fængsler, fordi der er ikke rigtig nogen som tager sig af dem, specielt ikke, hvis de ikke allerede er knyttet til et offentligt center eller et børnehjem.

K: Jeg kunne godt tænke mig at vi havde noget mere tværprofessionelt med socialrådgivere, social workere og sygeplejersker, men man kan sige, i og med at vi ikke har vores eget sted lige pt, hvor vi er på Community Scout Youth Guidance Center, der har vi ikke meget at arbejde med, og det er meget svært at gøre det ude i Pier 3 (en gade ved havnen). Så man kan sige, at det vil der helt sikkert komme mere af, men det ligger desværre også langt ude i fremtiden.

I: Hvad mener I at I gør eller kan gøre for jeres målgruppe, for deres muligheder og mål for fremtiden.

K: Pt har vi en forholds vis bred målgruppe og man kan sige, at de børn vi arbejder med pt er jo faktisk ned fra 3 år og op til op i 20'erne.
R:
Jeg synes ikke at vi gør noget - i hvert fald ikke nok, for at styrke deres mure for fremtiden. Lige nu laver vi en stor ændring i deres dagligdag og på den måde ændre vi også deres mentalitet og deres styrke med det arbejde vi laver, men specielt på sin vis laver vi ikke den store fremskreden eller fremskridt, som vi egentlig gerne vil med vores arbejde. Men som sagt, så laver vi en stor forskel i hverdagen og når vi ikke kan gøre mere, jamen så er det det som vi har fokus på.



Som studerende synes jeg at det har været enormt spændende, lærerigt og udfordrende, at være med i opstartsperioden af F S K. Selvom at pengene er små, i forhold til alle de projekter som mine medstuderende og jeg har planer om at sætte i gang, så har vi alligevel formået at få det bedste ud af næsten ingen ting. De børn som vi dagligt arbejder med på gaden samt på børnehjemmet Community Scout Youth Guidance Center bliver pave stolte og ubeskriveligt glade for selv det mindste vi gør for dem. Hvilket er en priceless feeling!
Filipino Street Kids har VIRKELIG brug for Danmarks hjælp, med selv de mindste beløb, kan vi komme utroligt langt.

Af/ Kristina Hansen, pædagogstuderende



He kills all the fun – Kaos på CSYGC

Nyhedsbrev November 2014Posted by Kristina Hansen Thu, November 06, 2014 14:16

Community Scourt Youth Guidance Center bor der 50 drenge, som tidligere er opvokset og har levet på gaden. De yngste er 8 år og den ældste er 27. Disse drenge er virkelig super søde og de er ualmindeligt taknemmelige for alt hvad vi laver med dem og gør for dem.
Det er seriøst ubeskriveligt dejligt, hvor meget man får igen af disse drenge. Priceless!

Jeg vil give dig som læser dette blogindlæg, et billede af, hvordan hverdagen ser ud på børnehjemmet lige i øjeblikket - Men først får du en kort beskrivelse af, hvad det er for en personalegruppe der styrer børnehjemmet.

Lederen af centeret er højt uddannet inden for IT branchen, men har ingen uddannelse inden for det humanistiske felt. Han har tidligere haft et arbejde inden for sit eget felt, hvor han var højt oppe i hierarkiet. Derudover er der en sagsbehandler, som er hende der har den daglige kontakt med børnene og som også er vores kontaktperson, når vi er i praktik derude. Det er hende som står for de forskellige aktiviteter og ture, som bliver lavet på centret.
Centrets øvrige personale består af seks ”housemoms og housedads”, som er med til at lave de daglige pligter. Deres job er blandt andet også at være med til at passe på børnene og lave aktiviteter med børnene, og fungere som ekstra pædagoger. De har ikke nogen uddannelse inden for det pædagogiske felt og er blevet placeret på centret af regeringen. Desværre sover disse personer oftest når de er på arbejde, især mændene, og de deltager yderst sjældent aktivt og interagerer sjældent med børnene. Husmødrene laver ikke så meget mad til børnene. Engang fik de kæmpe portioner, nogle gange var det muligt at få to gange, men sådan er det ikke rigtig længere.

Nu til hvordan centeret fungere i øjeblikket… Af hensyn til børnenes tarv og min tavshedspligt, vil jeg ikke nævne navne. Jeg vil derfor heller ikke komme med uddybende forklaringer på nogle af de ting jeg skriver, netop for at beskytte børnene.

Lederen er i gang med at etablere nogle nye regler på centeret, som gør at lederen kan få mere magt på centeret, at han kan få det som han vil have det. På centeret er det de store drenge, som styre showet, som guider og hjælper de yngre drenge, fordi at personalet ikke hjælper eller vejleder børnene. Dette gør at de yngre drenge ser op til de ældre. Det er blandt andet dette, som lederen vil ændre på, da han ikke ønsker at det er de ældre drenge, som har magten. Han vil have mere kontrol over børnene, mere magt, og det mener lederen at han kan få, ved at smide dem over 18 år ud fra centeret. Jeg kan simpelthen ikke se, hvilken magt lederen kan få, ved at kassere de ældre børn, ved at sende dem ud på gaden, ud til fattigdom, kriminalitet, vold, sult, ud til det miljø, som de kom fra til at begynde med – ud til ingenting! Alt det, som disse drenge har kæmpet hårdt for at opnå, kæmpet for at blive det individ som de er i dag, alt det falder ret sikkert til jorden, hvis det bliver aktuelt, at de skal smides ud fra centeret.
Har børnene konflikter, træder personalet ikke ind og hjælper, det er børnene selv, der må hjælpe hinanden – de er sådan set overladt til sig selv, til at styre deres egen opdragelse og udvikling. Børnene, men også os som praktikanter, føler frustration over, hvordan lederen har valgt at tingene skal være og gøres på. Børnene giver udtryk for at de er utrygge og, nogle endda bange for lederen. Måden tingene fungere på ude på centeret, minder meget om ’kæft, trit og retning’-princippet, da de skal lytte til og gøre hvad der bliver sagt, og der arbejdes meget efter at børnene skal være disciplineret. Lederen opdrager på børnene, som han finder bedst, eller det virker det i hvert fald til. Her tænker jeg så, om han tror at børnene er en slags maskine, som han bare kan justere på efterhånden som eventuelle problemer og fejl opstår.

Der er imellem lederen og sagsbehandleren nogle uenigheder om, hvordan tingene skal være og gøres. Det er meget hierarkiopdelt og det siges, at lederen og sagsbehandleren har haft en magtkamp kørende i tre år, som desværre nu er ved at eskalere fuldstændigt.
Det skal lige siges, at regeringen ikke træder til og hjælper i denne svære tid. De tilbyder ikke en form for mægling til personalet eller til børnene og personalet imellem.
De står alene – de må selv løse deres problemer, det er ikke regeringens problem eller ansvar. Vi er som praktikanter derfor meget bekymret for børnenes tarv og deres fremtid.

Et barn har engang sagt: ”He kills all the fun”. Her tænker jeg som kommende pædagog på, hvornår får børnene lov til at være børn? Børnene føler at de ikke rigtig får råd og vejledning omkring mange ting, de er meget frustreret. Børnene har mange daglige pligter, som de skal gøre, før de kan lave hvad de har lyst til – og alligevel, har de ikke særlig meget at gøre godt med. Vi har fornyligt lavet en basketballbane til dem, og vi var i gang med basketballkurven, men desværre blev den skilt ad efter nogle dage, af personalet – så den mangler vi stadig. Derudover har vi nogle spil liggende i et låst skab, men dem har børnene ikke mulighed for at benytte, med mindre vi er derude.


I Danmark har vi en lovgivning, som beskriver, hvad vi skal arbejde efter og hvad vi må og ikke må i arbejdet med børn og unge. Ifølge lovgivningen inden for børn og unge området, skal man som pædagog i et dagtilbud, tilbyde et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, der fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det betyder blandt andet, at dagtilbuddet skal medvirke til at give det enkelte barn en god og tryg tid i dagtilbuddet, ligesom at barnet skal støttes i et udviklingsforløb, hvor barnet bl.a. lærer sociale og almene færdigheder. Dagtilbuddene har herved en meget vigtig rolle i forhold til at understøtte alle børns trivsel og læring, så børnene både har en god tid i dagtilbuddet og rustes bedst muligt til det kommende skoleliv. Dagtilbuddene udgør derfor en vigtig ramme for børnenes liv.
Det pædagogiske arbejde bygger på værdier som anerkendelse af børn/unge som aktivt skabende medmennesker, idet børn/unge opfattes som aktive medskabere af kultur og viden. Rummelighed, som handler om, at man har respekt for og anerkender børns/unges rettigheder og deres individuelle, udviklingsmæssige, sociale og kulturelle forskelligheder.

Som pædagog skal man have et ressourcesyn på børn/unge, forstået på den måde, at det pædagogiske arbejde tager afsæt i børns/unges potentialer frem for deres mangler. Man skal som pædagog være nærværende og have empati, hvilket indebærer at man skal se og forstå det enkelte barn/unge alene og i samspil med andre. Inddragelse, som rummer børns/unges deltagelse i og indflydelse på den konkrete pædagogiske proces. I det pædagogiske arbejde er dialog og samarbejde vigtig, hvor børn/unge og forældre opfattes som ligeværdige samtalepartnere og samarbejdspartnere.

Ligeledes er det vigtigt at være åben og aktiv deltagende i forhold til nye og alternative muligheder og i forhold til omverden og lokalområde. Det pædagogiske arbejde bygger på etik, et socialt engagement og et udviklingsperspektiv.