Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

Godnat, og godmorgen!

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Mette Nielsen Wed, January 07, 2015 10:24

To af de andre danske studerende, og en af de Filippinske studerende, fortalte mig den anden dag, at de om onsdagen havde fået lov til at sove på børnehjemmet, så hvorfor jeg ikke også spurgte, om jeg måtte sove der.

Efter arbejde tog jeg hjem i min lejlighed, gik op på taget for at ryge en smøg, og for at tænke ..

Hvis jeg skal sove derude, hvorfor skal jeg så sove der? Hvilken betydning vil det have for børnene, og hvordan vil det påvirke min relation til dem, og omvendt, deres relation til mig? Vil jeg gøre det bare for oplevelsens skyld, eller ligger der noget bag det? Prøver jeg at opnå noget, prøver jeg at forstå noget, eller prøver jeg at vise noget?

Dagen efter gik jeg ind til sagsbehandleren og bad om tilladelse, og jeg fik den - Jeg var kommet frem til hvorfor jeg skulle prøve og sove der, og jeg var sikker på, at det ville blive noget af en oplevelse. For os alle sammen.

Da jeg om morgenen kom ud på centeret, startede jeg som det første med at fortælle drengene at jeg i nat ville sove der. Det var vigtigt for mig, at informere dem om det i så god tid som muligt, så de havde tid til at vænne sig til tanken - da de er vant til at sove alene, og studerende aldrig før har fået lov til at sove derude – og da jeg først dagen forinden havde fået tilladelsen, var morgenen den eneste og bedste mulighed jeg havde, for at få sagt det til dem. At se den glæde der spredte sig i blandt dem, var virkelig fantastisk, og bekræftede mig uden tvivl i, at jeg nok havde taget den rigtige beslutning. Jeg fortalte dem, at jeg om natten ville sove der sammen med de andre studerende, men at jeg om aftenen lige ville tage hjem og pakke nogle ting, og så komme tilbage – De ville altså vide, at jeg ville tage hjem først, men også at jeg ville komme tilbage.

Nogle af dem begyndte at spørge om jeg ville sove sammen med dem, men fordi jeg endnu ikke var sikker på hvor, og i hvilke lokaler vi ville få lov til at sove, valgte jeg at fortælle dem, at det kunne vi finde ud af senere – Jeg ville ikke love nogle af dem noget, men i stedet snakke med sagsbehandleren først. De accepterede de uden noget, men håbede selvfølgelig stadig at det kunne lade sig gøre.

For mig handlede det ikke bare om oplevelsen. Det handlede ikke bare om, at jeg skulle prøve at sove på børnehjemmet ”bare for at se hvordan deres rutiner er, og hvordan det føles.” For mig handlede det om, at jeg i de sidste 5 måneder har været sammen med de her drenge flere gange om ugen - Jeg har set dem være overladt til sig selv, set dem klare sig selv, og set voksne mennesker, de voksne mennesker der burde være der for børnenes skyld, være fuldstændig ligeglade med dem, og fuldstændig ligeglade med hvad der foregår, og hvad de foretager sig. Jeg har set dem være ødelagt, jeg har set og hørt dem fortælle om, hvordan de hele deres barndom bare er blevet svigtet på det groveste – Udnyttet, tæsket, uønsket, og hørt o hvordan de i en alder af bare OTTE år, SELV har måttet flygte fra deres hjem i angst, og SELV vælge at flytte ind på børnehjemmet. Hvorfor skal de her drenge ikke elskes fra top til tå, fra morgen til aften, hverdag og hver time? Hvorfor skal de ikke have lov til at føle, at nogle rent faktisk tager dem og deres situation alvorligt? Føle, at nogle gider dem, at nogle ønsker dem, og at nogle interessere sig for dem? Hvorfor skal de ikke bare holdes om hele natten, og jeg kunne blive ved – Så det gjorde jeg! For de her drenge skal alt det! De skal have alt det omsorg vi overhovedet er i stand til at give dem - De skal føle deres værd, og de skal vide at de er ligeså meget som alle andre – For hvis ikke mere, så er det i hvert fald hvad de er!

… Så jeg sagde ja til at sove der. Jeg blev enig med mig selv om, at selvom det måske var en risiko at tage i forhold til at være professionel – Ikke fordi jeg sov der, men fordi det måske vil give nogle komplikationer i forhold til hvilken rolle jeg har overfor dem, for når man hele sit liv har været svigtet, og fordi mange af dem har manglet al form for omsorg, kan de godt have svært ved at skælme imellem, netop, hvilken rolle jeg har, og derfor er det YDERST vigtigt(!) at jeg er meget tydelig – Men jeg tog chancen, for de fortjener det fandeme!

Klokken 19.00 var jeg tilbage, og det var bestemt nogle glade, men også halvtrætte drenge jeg mødte. Vi havde snakket om hvor vi skule sove, så som det første da jeg ankom, gik jeg sammen med 3 af drengene op på et af depoterne for at hente en madras. Vi havde alle sammen fået lov til at sove på værelse nr. 16, hvor drengene mellem otte og femten sover.

Det var specielt at være der. Jeg har været der om aftenen før – Og på det seneste også tit, men denne gang var noget alligevel anderledes. Drengene var afslappet. De var færdige med deres daglige pligter, skolen var overstået, og det vr ligesom om, at jeg for første gang oplevede drengene være drenge, og være børn. Nogle af dem sad i deres egen, eller hinandens senge rundt omkring, nogle lavede lektier, nogle spillede på vores telefoner, og andre – deriblandt mig – rendte bare simpelt rundt i blandt det hele, og prøvede at falde til ro. Jeg prøvede på et tidspunkt at hjælpe en af drengene med hans lektier, men fordi det hele var på Filippinsk, blev vi hurtigt nødt til at erkende, at jeg ikke var til meget hjælp. Det var en dejlig aften. Drengene var afslappet samtidig med at deres glæde over vi skulle sove der, lyste ud af dem, og gav dem en smule mere energi. Det var spændene. Det var spændene for os alle sammen. Jeg var selv rigtig træt. Det havde været en lang dag, med en masse indtryk, og de blev ved lidt endnu. Da klokken slog 22.00, var det tid til at de skulle gå på deres værelser og falde til ro. Hvert værelse har en gruppe leder – Det er de ældre drenge der agere leder, og det er også dem der fortæller hvor og hvornår de skal gøre hvad. Faktisk, så er det de ældre drenge der styre slagets gang på børnehjemmet. Det er dem(…..) der er opdragerne, men også omsorgsgiverne.

Det var svært at falde til ro. Ikke kun for os, men også for drengene. Nogle af drengene fra de andre værelser, kom ind og satte sig i sengene på værelse 16, bare for at sidde der og snakke lidt, inden de selv skulle sove. Det var hyggeligt. Vi snakkede på en anden måde. De havde deres nattøj på, og vi lå under vores tæpper. Det var lidt ligesom at være på lejerskole med skolen. Man var sammen med de voksne på en anden måde. Nu var det bare mig der var en af de voksne, og man kunne ikke kalde det en lejerskole. Det var deres hjem, og de sad de i en situation hvor de normalt kun har sig selv og hinanden, men nu var vi der. Og jeg tror faktisk de nød det. Selvfølgelig gjorde de det!

Vi snakkede i øst og vest, om løst og fast, og ikke mindst, så grinte vi HELT VILDT! Vi fortalte historier, og selvom jeg var hammer dårlig til det, så nød de alligevel hver en historie jeg fortalte – Det var dejligt at opleve, og jo mere vi snakkede, jo mere føltes det normalt, og jo mere til ro faldt vi. Da drengene fra de andre værelser var gået til sig selv, og vi havde fået sagt pænt godnat, fandt vi alle sammen i værelse 16 vores seng. Jeg havde for natten fået to sovepartnere, og der var ingen tvivl om, at de var glade. De lå i hver sin arm, og jeg kunne virkelig mærke, at det her .. Det betød noget for dem. Selvom flere af drengene på værelset havde sagt godnat og var begyndt at lukke øjnene, så var vi i min seng stadig vågne. Vi snakkede lidt, bare sådan om ingenting. En af drengege spørger pludseligt, om vi ikke kan bede en bøn, for det plejer han altså at gøre inden han ligger sig til at sove. Jeg siger, at selvfølgelig kan vi det, og spørger om han vil være den der beder den – Det vil han gerne, og hans bøn får mig til at smile med tåre i øjnene.

Angel of God,

my guardian dear,

to whom God’ love entrust me here,

ever this day be at my side,

to light and guard,

to rule and guide.

Thank you for this day, and thank you for letting the students spend the night here with us

AMEN.

Jeg vågner. En af de ældre drenge fra det andet værelse, står og slår hans ring imod sengegitteret. Klokken var 05.00 – Det var tid til at stå op. Mine to sovekammerater lå stadig i hver deres arm, og jeg kan med garanti sige, at jeg ikke var den eneste der var træt. Jeg vidste godt, at vi skulle op klokken 05.00, for om natten inden vi falde i søvn, spurgte jeg en af drengene hvad tid vi skulle op, og fik svaret, klokken 05.00. Hverdag. Medmindre det er lørdag eller søndag, der må de sove til klokken 07.00 …..

Og hvad laver de så, siden de står så tidligt op?

Jeg tog min taske med nedenunder for at skifte tøj, og da jeg var færdig gik jeg udenfor, hvor jeg mødte alle drengene i gang med at lave morgengymnastik – Og efterfølgende dele dagens første opgaver ud. Nogle gik i gang med at lave mad, nogle gik i gang med at gøre rent, og andre i gang med at vaske tøj.

For nogle af dem var det svært at vi var der. De havde svært ved at forstå at de skulle lave deres daglige pligter, for når vi nu var der, så måtte det da betyde at vi skulle lege? Lige der, var vi i virkeligheden nok til mere distraktion end til hjælp. Men som en pædagog gør det bedst, så måtte vi jo bare i gang med at vejlede dem, og fortælle dem, at vi først skulle gøre (hvad de nu skulle gøre), og så kunne vi lege bagefter – Og derfra hjælpe dem med deres gøremål. Men som de er bedst, så vil de selv. De spørger aldrig om hjælp, og siger helst nej hvis vi tilbyder at hjælpe dem. Men presser man lidt på, og gør det uanset hvad, så er der ingen tvivl om, at de bliver glade og i den grad sætter pris på det.

Da klokken slog 12.00 og de andre studerende, der ikke havde tilbragt natten på børnehjemmet, mødte ind, tog jeg fat i dem og fortalte hvordan natten var gået – Men også hvor træt jeg var. Vi blev enige om at jeg skulle tage hjem og få slappet af, da jeg nok alligevel ikke ville være til meget gavn i løbet af dagen, så et gjorde jeg – Og med en dejlig følelse i maven!