Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

Juleaften på CSYGC

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Julie Foldager Wed, January 14, 2015 13:07

Juleaften fejrer man også i Filippinerne som så mange andre steder i verden, derfor drog vi studerende ud på CSYGC for at holde vores juleaften i selskab med drengene. Mange af drengene har ikke nogle familie at tage hjem til, og tilbragte derfor deres jul på CSYGC, hvor de af drengene, som har familier og mulighed, var taget hjem på besøg i julen. Vi startede eftermiddagen ud med en masse lege, konkurrencer og aktiviteter, som var planlagt af de studerende. Julemiddagen var ikke meget anderledes end maden de får hver dag og bestod kun af ris og noget kød. Traditionelt i Filippinerne spiser man Skinke/hamburgerryg med ost til julemiddag. Til gengæld var der købt massere af slik og snacks ind til hygge om aftenen. Efter maden var der arrangeret banko med massere af præmier, alt lige fra ure, sæber, solbriller og en masse andet. Drengene fangede hurtigt hvad det gik ud på og hyggede sig.

I Filippinerne fejre man normalt juleaften når klokken slår midnat til den 25. december. Dette bliver fejret med massere af fyrværkeri, stort set lige så meget som hvis det var nytårsaften. Derfor blev vi taget i hænderne af drengene og revet med op på taget af CSYGC, hvor vi kunne se fyrværkeri ud over hele Cebu City.

Vi havde helt bestemt en juleaften som på alle måder var anderledes end hvad vi er vant til i Danmark, men vi fik til gengæld en fantastisk juleaften som vi aldrig glemmer.



Feedingprogram lillejuleaften

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Kristina Hansen Wed, January 14, 2015 13:06

Vi startede ud allerede d. 22. december om natten, med at købe mad og lunch-bokse til alle børnene i vores drop-in center i Pier 3. Gaden hvor vores drop-in center er placeret rummer mere end 300 børn og deres forældre og bedste forældre. Okay, vi skulle altså lave mad til over 300 børn og pakke det i lunch-bokse, hvordan griber vi lige det an? Jo, vi var så heldige at vi fik hjælp af nogle lokale i Talisay, en mindre by, som ligger omkring 20 minutters kørsel fra Pier 3. Disse lokale havde stået siden meget, meget tidlig morgen d. 23. december og kogt ris og stegt kylling over bål, så vi kunne følge vores tidsplan.
Klokken blev 8.30 og første omgang ris og kylling var klar til at blive pakket. Al maden skulle pakkes inde i en lokal families lille køkken/stue, så vi blev hurtige enige om at lave ”stationer”, hvor vi hver især stod for at pakke det forskellige mad i en lunch-boks og sende den videre til den næste station, hvor det næste mad blev puttet i, osv. Lunch-boksene bestod af ris, nudler med grøntsager, sammenkogt gris med grøntsager, pølser og kylling. Vi skrev et bogstav på lunch-boksene for at kunne huske, hvad der var i. P for pølse, g for gris og k for kylling – og så var vi klar efter at have pakket, pakket og pakket i et par timer.

Vi havde derefter et stuegulv fyldt med næsten 400 lunch-bokse, klar til at blive delt ud, men de skulle jo også transporteres ud til vores drop-in center. Jo, vi pakkede det hele bag på en ladevogn og så var vi klar til at tage til Pier 3.
Da vi ankom til vores drop-in center i Pier 3, blev ladevognen stormet og omringet af alle børnene og også deres forældre. Den eneste måde vi kunne gennemføre vores feedingprogram på, uden at risikere at de samme børn kom tilbage og ville have mere, ja så valgte vi at lave en streg med sort sprittusch på deres hænder, derved kunne vi se om de før havde fået en lunch-boks.

Der var mange børn og de voksne og ældre ville også have mad. Ja, de var alle lige så ivrige efter at få en lunch-boks, som en flok sultne løver er når de har nedlagt en antilope. Men det skulle lykkes det her, vi havde ventet på denne dag i så lang tid og vi havde glædet os så utrolig meget til at give alle disse skønne børn noget mad og samtidig ønske dem god jul og godt nytår. Vi fik børnene til at stille sig i en lang række og vente på at det blev deres tur. Første streg, anden streg, tredje streg… det fungerede godt det her. Alle børnene havde fået en lunch-boks og vi var oven i købet så heldige at have en del lunch-bokse tilbage, så vi valgte at give disse til de ældre.

Efter et meget vellykket feedingprogram sluttede vi dagen af med at gå en tur i slummen, som faktisk er en ”landsby”. Vi fik sagt glædelig jul og godt nytår til dem alle og ligeledes fik vi kram og en hilsen om tak for mad. En kæmpe tak til alle jer, som har været med til at gøre dette muligt! Vi kunne ikke have gjort det uden jer. Det har været en værdifuld og uforglemmelig fed oplevelse at være med til at sætte det hele i gang.

På vegne af FSK og alle børnene og deres familier i Pier 3, af hjertet tak!



Rejsebrev fra Lise Sanders Olesen, international koordinator University College Sjælland

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Kristoffer Lenvig Thu, January 08, 2015 14:39
Mandag d15/12
04.45 afsted til København, håber ikke at der er for meget kø, så jeg ikke når mit fly.. De sædvanlige tanker der farer gennem mit hoved, når jeg skal rejse tidligt om morgenen. Tankerne bliver selvfølgelig gjort til skamme og jeg lander i fin stil i lufthavnsparkeringshus nr 7, 50 minutter før seneste check ind. I lufthavnen. Selvbetjening.. Fint. Strimmel hele vejen igennem til Cebu. Nu begynder turen som skal vise sig at være en uforglemmelig rejse til Filippinerne. Jeg skal dog lige flyve til Amsterdam, Hong kong og slutteligt Cebu, før jeg kan sige. Så går vi igang. En rejse på 15 1/2 time. Check !

Tirsdag d. 16/12.
11.50 Mactan international airport. Så er jeg her klædt i efterårstøj og laaaaaaaaange støvler..lidt i overkanten til den varme der drøner i mod mig. Nå, jeg hanker op i kufferten og finder de studerende uden for lufthavnen og vi drager i taxa mod Cityscape som mit hjem de næste 5 døgn hedder. Trætheden melder sig, idet det ikke blev til megen søvn i flyet, men vi skal lige hente noget vand først og spise lidt frokost, så skal jeg have en lur på et par timer, så jeg ikke får så meget jet lag.

Om aftenen skal vi spise på hotel Radisson, hvor der er halv pris på en overdådig buffet med alskens retter af forskellig herkomst. Ingen går sultne i seng den aften. I morgen skal vi på Community Scout Center (CSC) som jeg også besøgte i 2013. Det bliver spændende om ungerne kan huske mig.

Onsdag d. 17/12
Vi starter dagen med at tage til Patrice, som er et af de fattigste områder i Cebu. Vi er: Julie Foldager, Kristina Hansen, Frank Hansen ( Kristinas bror, som er på julevisit) og Kristoffer Lenvig. Vi skal mødes med Mette Nielsen derude. Da vi ankommer, må jeg indrømme, at jeg bliver meget stille. Ingen kan forestille sig hvor megen fattigdom der er, før man ser det med sine egne øjne. Jeg oplever det som det middelalderlige London med undtagelse af een ting. Der er velfærdsteknologi i form af mobil telefoner og computere i de små rum på 8-10 m2, der gør det ud for deres hjem og det kan sagtens være en familie på 8-10 personer. I en gade på 30 m er der omtrent 200 gadebørn. Som dansker er det ufatteligt svært at forstå, hvordan de kan leve under så kummerligt forhold, men det kan de og har humøret i behold. Humøret og håbet om en bedre fremtid er formodentligt det, der holder dem oppe. Efter det øjnåbende besøg i Patrice begiver vi os afsted mod CSC. Da vi ankommer, kommer der en knægt drønende i mod os. Det er Benji, som jeg mødte sidste år og han begynder straks at synge MALELA, som vi sang ved sidste besøg. Jeg bliver lidt imponeret af at den stadig hænger ved. Så får jeg øje på Angelo og han spørger om jeg kan huske ham. Det kan jeg i den grad. En ung mand, der er vild med musik og som jeg spillede Joanna med, også ved besøget i 2013. Vi har en skøn eftermiddag med basketball, snak og musik.

Torsdag d. 18/12
Vi begiver os igen til CSC for at være sammen med drengene og vi finder ud af, at vi vil lave en Song Battle. Danskerne mod Filippinerne.. Måske en ulige kamp, da de er ialt ca. 52 med personale og vi er 7 danskere. Der skal selvfølgelig være en præmie, så Julie og jeg begiver os afsted til Ayalla, der er et kæmpe shoppingcenter for at købe det skal være præmien til det vindende hold i morgendagens konkurrence. Vi indkøber 4 bøger. A complete guide to Music og 3 knowledge bøger, den ene om videnskab, den anden om de store opdagelsesrejsende og den tredie om vikingerne, man er vel Dansker 😀. Det bliver spændende. Må det bedste hold vinde!

Fredag d. 19/12
Dagen hvor vi skal lave vores song battle. Vi tager ud på CSC ved 14 tiden. Drengene har besøg af nogle psykologi studerende fra et nærliggende universitet. De er der for at lave aktiviteter og knytte venskaber. De venter på at få mad, som er bestilt til kl. 13, men af en eller anden grund er det ikke kommet og børnene er altså sultne. På centeret står de op kl. 5 og starter med morgengymnastik før de daglige pligter går i gang. De børn der har sponsorer går i skole, mens dem der ikke har må blive hjemme. Maden dukker endelig op. MC Donalds på filippinsk. Burger og ris og en Cola. Så kan vi gå igang. Vi starter seancen med at synge 3 engelske julesange allesammen. Feliz navidad, last Christmas og jingle bells. Så går battlen for alvor igang. Filippinerne lægger stærkt ud med Joy to the World med klaver ledsagelse af Angelo, derefter er det os danskere der synger Glade Jul, igen skal Filippinerne synge. De gør os kunsten efter og synger Holy Night. Så synger vi på loftet sidder nissen og så slutter Filippinerne af med at synge en julesange på filippinsk ledsaget af klaver, guitar og et oprindeligt filippinsk instrument, der nærmest minder om en stor mandolin. De giver den bare gas og de stråler alle mens de synger. Dansker holdet slutter af med at synge en julesang komponeret af Lise Sanders, men vi når ikke højderne på filippinernes sidste sang. Vi taber konkurrencen og det er helt fortjent. ☺️ Sikke en dag.

Lørdag d. 20/12.
Dagene flyver afsted og i morgen skal jeg hjem. Selv om mange syntes jeg var tosset i at tage til Filippinerne så kort tid før jul, ville jeg ikke have været det foruden. De indtryk, der har brændt sig fast på nethinden vil være med til at jeg i fremtiden tænker mig om før jeg begynder at klage over tilværelsen og de små ting, som vi desværre tit beklager os over i Danmark, giver slet ingen mening, når man opholder sig i et land, hvor der er så megen fattigdom, men een ting må man huske.. En hvilken som helst aktivitet, handling eller bare samvær med disse børn, kan give et barn en glædelig oplevelse og det kan man ikke tage fra dem igen og det gør en forskel i nuet og lang tid frem. Min oplevelse af mit ophold i Cebu er at alt kan nytte. Det har de studerende, der hvert år drager til Cebu, i den grad bevist, med det gode arbejde de gør i håbet om at kunne udvikle et barns hverdag til at. Være lidt mere tålelig.. En eftertænksom lørdag, hvor jeg også lige skulle ud og sige farvel til drengene på CSC. Jeg havde taget min iPad med, så dem der var interesseret i musik kunne lege med appen GarageBand. Det var en fest, hvor ungerne sad og komponerede på livet løs.

Søndag d. 21/12.
Dagen for min afrejse er kommet og jeg drager afsted med håbet om at jeg igen skal ned og være sammen med de skønne mennesker jeg har mødt i ugens løb. Nu skal jeg hjem og fejre jul med min familie, men det bliver ikke det samme. De oplevelser og indtryk jeg har fået på min rejse vil for altid sende mine tanker til de børn og unge der ukueligt holder humøret og modet oppe ii håbet om en bedre hverdag. Sikke en oplevelse, som University College Sjælland, gjorde det muligt for mig. Husk... Hvert et lille sponsorat kan give et barn, et ungt menneske eller en familie så meget.

Socialt entreprenørskab er lige nøjagtig hvad de studerende, Kristoffer Lenvig, mette Ingvor Nielsen, Kristina Hansen og Julie Foldager de laver. Gennem organisationen Filippino Street Kids (FSK) hjælper de gadebørn i nogle af de fattigste områder i Cebu. Patrice er et af stederne, hvor de praktiserer deres arbejde. Tandbørstnings projekt tiltrak ca. 300 gadebørn, der stod i lange rækker for at få børstet tænder, nogle af dem for første gang. For at påpege hvor vigtigt det er med sund mundhygiejne vil jeg henvise til en artikel i Politiken d. 9/12-2014, hvor der skrives om hvordan ældre kan dø grundet dårlig mundhygiejne, det sætter børnenes liv i perspektiv, for de har haft dårlig mundhygiejne siden de blev født og risikerer derved alt for tidlig død.
FSK er en NGO, der blev startet af Rino Jensen og Kristoffer Lenvig. De har et Call center, hvor frivillige ringer til danske firmaer for at skaffe penge til bla. Ovenstående projekt. De arbejder på 3 områder SOS børnehjem community Scout center (CSC) et børnehjem for drenge i alderen 6-24 og i Patrice, hvor de arbejder på gaden. I forbindelse med arbejdet på SOS, har Kristoffer oprettet et fodboldhold. Drengene har fået trøjer fra AGF og andre har sponsoreret fodboldstøvler og andre igen bolde, således at drengene har nogle aktiviteter at se frem til 2 gange om ugen, hvor de træner til at blive dygtige nok til at spille lokale turneringer. På CSC er der blevet arrangeret julefest og købt julegaver til børnene alt sammen noget der kun kunne blive til noget, fordi mennesker har sponsoreret penge til FSK. Intet beløb er for småt, for pengene rækker langt.

Lise Sanders Olesen
Lektor og International pædagogisk vejleder
University College Sjælland

Godnat, og godmorgen!

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Mette Nielsen Wed, January 07, 2015 10:24

To af de andre danske studerende, og en af de Filippinske studerende, fortalte mig den anden dag, at de om onsdagen havde fået lov til at sove på børnehjemmet, så hvorfor jeg ikke også spurgte, om jeg måtte sove der.

Efter arbejde tog jeg hjem i min lejlighed, gik op på taget for at ryge en smøg, og for at tænke ..

Hvis jeg skal sove derude, hvorfor skal jeg så sove der? Hvilken betydning vil det have for børnene, og hvordan vil det påvirke min relation til dem, og omvendt, deres relation til mig? Vil jeg gøre det bare for oplevelsens skyld, eller ligger der noget bag det? Prøver jeg at opnå noget, prøver jeg at forstå noget, eller prøver jeg at vise noget?

Dagen efter gik jeg ind til sagsbehandleren og bad om tilladelse, og jeg fik den - Jeg var kommet frem til hvorfor jeg skulle prøve og sove der, og jeg var sikker på, at det ville blive noget af en oplevelse. For os alle sammen.

Da jeg om morgenen kom ud på centeret, startede jeg som det første med at fortælle drengene at jeg i nat ville sove der. Det var vigtigt for mig, at informere dem om det i så god tid som muligt, så de havde tid til at vænne sig til tanken - da de er vant til at sove alene, og studerende aldrig før har fået lov til at sove derude – og da jeg først dagen forinden havde fået tilladelsen, var morgenen den eneste og bedste mulighed jeg havde, for at få sagt det til dem. At se den glæde der spredte sig i blandt dem, var virkelig fantastisk, og bekræftede mig uden tvivl i, at jeg nok havde taget den rigtige beslutning. Jeg fortalte dem, at jeg om natten ville sove der sammen med de andre studerende, men at jeg om aftenen lige ville tage hjem og pakke nogle ting, og så komme tilbage – De ville altså vide, at jeg ville tage hjem først, men også at jeg ville komme tilbage.

Nogle af dem begyndte at spørge om jeg ville sove sammen med dem, men fordi jeg endnu ikke var sikker på hvor, og i hvilke lokaler vi ville få lov til at sove, valgte jeg at fortælle dem, at det kunne vi finde ud af senere – Jeg ville ikke love nogle af dem noget, men i stedet snakke med sagsbehandleren først. De accepterede de uden noget, men håbede selvfølgelig stadig at det kunne lade sig gøre.

For mig handlede det ikke bare om oplevelsen. Det handlede ikke bare om, at jeg skulle prøve at sove på børnehjemmet ”bare for at se hvordan deres rutiner er, og hvordan det føles.” For mig handlede det om, at jeg i de sidste 5 måneder har været sammen med de her drenge flere gange om ugen - Jeg har set dem være overladt til sig selv, set dem klare sig selv, og set voksne mennesker, de voksne mennesker der burde være der for børnenes skyld, være fuldstændig ligeglade med dem, og fuldstændig ligeglade med hvad der foregår, og hvad de foretager sig. Jeg har set dem være ødelagt, jeg har set og hørt dem fortælle om, hvordan de hele deres barndom bare er blevet svigtet på det groveste – Udnyttet, tæsket, uønsket, og hørt o hvordan de i en alder af bare OTTE år, SELV har måttet flygte fra deres hjem i angst, og SELV vælge at flytte ind på børnehjemmet. Hvorfor skal de her drenge ikke elskes fra top til tå, fra morgen til aften, hverdag og hver time? Hvorfor skal de ikke have lov til at føle, at nogle rent faktisk tager dem og deres situation alvorligt? Føle, at nogle gider dem, at nogle ønsker dem, og at nogle interessere sig for dem? Hvorfor skal de ikke bare holdes om hele natten, og jeg kunne blive ved – Så det gjorde jeg! For de her drenge skal alt det! De skal have alt det omsorg vi overhovedet er i stand til at give dem - De skal føle deres værd, og de skal vide at de er ligeså meget som alle andre – For hvis ikke mere, så er det i hvert fald hvad de er!

… Så jeg sagde ja til at sove der. Jeg blev enig med mig selv om, at selvom det måske var en risiko at tage i forhold til at være professionel – Ikke fordi jeg sov der, men fordi det måske vil give nogle komplikationer i forhold til hvilken rolle jeg har overfor dem, for når man hele sit liv har været svigtet, og fordi mange af dem har manglet al form for omsorg, kan de godt have svært ved at skælme imellem, netop, hvilken rolle jeg har, og derfor er det YDERST vigtigt(!) at jeg er meget tydelig – Men jeg tog chancen, for de fortjener det fandeme!

Klokken 19.00 var jeg tilbage, og det var bestemt nogle glade, men også halvtrætte drenge jeg mødte. Vi havde snakket om hvor vi skule sove, så som det første da jeg ankom, gik jeg sammen med 3 af drengene op på et af depoterne for at hente en madras. Vi havde alle sammen fået lov til at sove på værelse nr. 16, hvor drengene mellem otte og femten sover.

Det var specielt at være der. Jeg har været der om aftenen før – Og på det seneste også tit, men denne gang var noget alligevel anderledes. Drengene var afslappet. De var færdige med deres daglige pligter, skolen var overstået, og det vr ligesom om, at jeg for første gang oplevede drengene være drenge, og være børn. Nogle af dem sad i deres egen, eller hinandens senge rundt omkring, nogle lavede lektier, nogle spillede på vores telefoner, og andre – deriblandt mig – rendte bare simpelt rundt i blandt det hele, og prøvede at falde til ro. Jeg prøvede på et tidspunkt at hjælpe en af drengene med hans lektier, men fordi det hele var på Filippinsk, blev vi hurtigt nødt til at erkende, at jeg ikke var til meget hjælp. Det var en dejlig aften. Drengene var afslappet samtidig med at deres glæde over vi skulle sove der, lyste ud af dem, og gav dem en smule mere energi. Det var spændene. Det var spændene for os alle sammen. Jeg var selv rigtig træt. Det havde været en lang dag, med en masse indtryk, og de blev ved lidt endnu. Da klokken slog 22.00, var det tid til at de skulle gå på deres værelser og falde til ro. Hvert værelse har en gruppe leder – Det er de ældre drenge der agere leder, og det er også dem der fortæller hvor og hvornår de skal gøre hvad. Faktisk, så er det de ældre drenge der styre slagets gang på børnehjemmet. Det er dem(…..) der er opdragerne, men også omsorgsgiverne.

Det var svært at falde til ro. Ikke kun for os, men også for drengene. Nogle af drengene fra de andre værelser, kom ind og satte sig i sengene på værelse 16, bare for at sidde der og snakke lidt, inden de selv skulle sove. Det var hyggeligt. Vi snakkede på en anden måde. De havde deres nattøj på, og vi lå under vores tæpper. Det var lidt ligesom at være på lejerskole med skolen. Man var sammen med de voksne på en anden måde. Nu var det bare mig der var en af de voksne, og man kunne ikke kalde det en lejerskole. Det var deres hjem, og de sad de i en situation hvor de normalt kun har sig selv og hinanden, men nu var vi der. Og jeg tror faktisk de nød det. Selvfølgelig gjorde de det!

Vi snakkede i øst og vest, om løst og fast, og ikke mindst, så grinte vi HELT VILDT! Vi fortalte historier, og selvom jeg var hammer dårlig til det, så nød de alligevel hver en historie jeg fortalte – Det var dejligt at opleve, og jo mere vi snakkede, jo mere føltes det normalt, og jo mere til ro faldt vi. Da drengene fra de andre værelser var gået til sig selv, og vi havde fået sagt pænt godnat, fandt vi alle sammen i værelse 16 vores seng. Jeg havde for natten fået to sovepartnere, og der var ingen tvivl om, at de var glade. De lå i hver sin arm, og jeg kunne virkelig mærke, at det her .. Det betød noget for dem. Selvom flere af drengene på værelset havde sagt godnat og var begyndt at lukke øjnene, så var vi i min seng stadig vågne. Vi snakkede lidt, bare sådan om ingenting. En af drengege spørger pludseligt, om vi ikke kan bede en bøn, for det plejer han altså at gøre inden han ligger sig til at sove. Jeg siger, at selvfølgelig kan vi det, og spørger om han vil være den der beder den – Det vil han gerne, og hans bøn får mig til at smile med tåre i øjnene.

Angel of God,

my guardian dear,

to whom God’ love entrust me here,

ever this day be at my side,

to light and guard,

to rule and guide.

Thank you for this day, and thank you for letting the students spend the night here with us

AMEN.

Jeg vågner. En af de ældre drenge fra det andet værelse, står og slår hans ring imod sengegitteret. Klokken var 05.00 – Det var tid til at stå op. Mine to sovekammerater lå stadig i hver deres arm, og jeg kan med garanti sige, at jeg ikke var den eneste der var træt. Jeg vidste godt, at vi skulle op klokken 05.00, for om natten inden vi falde i søvn, spurgte jeg en af drengene hvad tid vi skulle op, og fik svaret, klokken 05.00. Hverdag. Medmindre det er lørdag eller søndag, der må de sove til klokken 07.00 …..

Og hvad laver de så, siden de står så tidligt op?

Jeg tog min taske med nedenunder for at skifte tøj, og da jeg var færdig gik jeg udenfor, hvor jeg mødte alle drengene i gang med at lave morgengymnastik – Og efterfølgende dele dagens første opgaver ud. Nogle gik i gang med at lave mad, nogle gik i gang med at gøre rent, og andre i gang med at vaske tøj.

For nogle af dem var det svært at vi var der. De havde svært ved at forstå at de skulle lave deres daglige pligter, for når vi nu var der, så måtte det da betyde at vi skulle lege? Lige der, var vi i virkeligheden nok til mere distraktion end til hjælp. Men som en pædagog gør det bedst, så måtte vi jo bare i gang med at vejlede dem, og fortælle dem, at vi først skulle gøre (hvad de nu skulle gøre), og så kunne vi lege bagefter – Og derfra hjælpe dem med deres gøremål. Men som de er bedst, så vil de selv. De spørger aldrig om hjælp, og siger helst nej hvis vi tilbyder at hjælpe dem. Men presser man lidt på, og gør det uanset hvad, så er der ingen tvivl om, at de bliver glade og i den grad sætter pris på det.

Da klokken slog 12.00 og de andre studerende, der ikke havde tilbragt natten på børnehjemmet, mødte ind, tog jeg fat i dem og fortalte hvordan natten var gået – Men også hvor træt jeg var. Vi blev enige om at jeg skulle tage hjem og få slappet af, da jeg nok alligevel ikke ville være til meget gavn i løbet af dagen, så et gjorde jeg – Og med en dejlig følelse i maven!



Besøg af tandlæge studerende på CSYGC!

Nyhedsbrev Januar 2014Posted by Kristoffer Lenvig Tue, January 06, 2015 14:16
Et stort problem for mange af børnene i Filippinerne er deres mundhygiejne. Mange af børnene tænker ikke over hvor vigtigt det er at de får børstet deres tænder minimum 2 gange om dagen. FSK har tidligere lavet et tandbørstnings projekt for omkring 200 gadebørn i pier 3, og mange af disse børn lider af daglig tandpine, huller i tænderne og tandkøds betændelse. Det samme gælder for børnene ude på Community Scout Youth And Guidance Center. FSK havde i december måned lavet et samarbejde med nogle tandlæge studerende fra Cebu City. Dette projekt gik ud på at 8 tandlæge studerende kom ud på centret, og fik lavet et tandlæge tjek på alle børnene. Derudover fortalte de om de basale ting ved tandbørstning, hvordan man børster tænder, hvornår det er man skal børste tænder, og hvor vigtigt det er at børste tænder. Mange af disse ting er der nogle af børnene, der ikke har haft kendskab til, da deres liv på gaden har gjort, at tandbørstningen ikke har været en del af dagligdagen. Børnene på CSYGC fik utroligt meget ud af dette arrangement, og det gik op for mange af børnene, hvor vigtigt det er at børste sine tænder minimum 2 gange om dagen.
Rådne tænder er desværre normalt for mange børn i Filippinerne, og generelt er deres mundhygiejne meget meget dårlig. Det er vigtigt for disse børn, at de får en viden om hvordan man skal gøre det. For os danskere virker det som en meget basal ting, men det er det ikke for mange filippinske børn.

Der er dog en ting ved dette projekt, som gør det endnu mere fantastisk. Her i starten/midten af år 2015, der får ALLE børnene på CSYGC muligheden for at komme til tandlæge klinikken og få lavet alle deres tænder. En fantastisk mulighed for igen at få nogle "normale" tænder, det er lang tid siden mange af disse børn har haft det. Dette har kunne lade sig gøre, da der hvert år bliver valgt et center, hvor de tandlæge studerende får lov til at "øve" sig på nogle børn, inden de bliver færdig uddannet. FSK er enormt glade for, at det netop er lykkedes os, at få nogle af "vores børn" ind i denne her aftale. Der skal lyde en kæmpe tak til alle dem, som har fået dette her til, at kunne lykkes. Dette betyder enormt meget for børnene.

- Kristoffer Lenvig