Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

Tanker bag FSK's nyopstartet fodboldhold

Nyhedsbrev November 2014Posted by Kristoffer Lenvig Mon, November 10, 2014 13:44

Igennem min praktik hos Filipino Street Kids, har jeg valgt at starte et fodboldhold op for tidligere gadebørn. Jeg har valgt at aldersgruppen er 9-14 år, og alle børn er tidligere børn som har boet på gaden, men nu bor på et børnehjem. Jeg vil komme til at arbejde med ca. 25-30 børn. I børnenes fortid har de typisk været ude i et stort stofmisbrug, de har været nødsaget til at begå kriminalitet, for at kunne overleve, de er blevet seksuelt misbrugt af et eller flere familiemedlemmer, eller børnene har mistet deres forældre, så jeg er klar over at det bliver en kæmpe udfordring, men en udfordring jeg er klar på at udføre. Jeg har valgt at benytte SMTTE modellen, for at kunne planlægge og nå mine mål på en bedre måde.

Sammenhæng:

De børn som jeg kommer til at arbejde med på fodboldholdet, er børn som er blevet svigtet en masse gange i deres barndom. Nogle af børnene har ikke haft nogen forældre, og har enten været vant til at klare sig selv, eller de er blevet opdraget af nogle andre familie medlemmer. I og med de har levet i så stor fattigdom, har de hver dag, skulle finde på en måde at overleve. Dette har de typisk gjort ved at gå og ”tigge” om penge på gaden, de har været nødsaget til at skulle lave kriminalitet, for at kunne skaffe nogle penge til mad og drikke. For at kunne stille sulten, har mange af disse børn også været ude i et stort stofmisbrug i en meget tidlig alder, nogle endda helt fra de var spædbørn, hvor de bliver dopet af lim, så de ikke føler sult. Nogle af disse børn er blevet seksuelt misbrugt af et eller flere familiemedlemmer, op til flere gange. Børnene har været vant til at skulle klare sig selv, og kunne gøre hvad de ville. Dermed kender de bl.a. ikke de sociale spilleregler, og hvordan man agerer over for hinanden. De har levet et liv hvor de har været klar over, at der var en mulighed for, at de kunne dø fra dag til dag.

De børn som har haft forældre, har typisk behandlet deres børn med vold, sendt dem på gaden for at kunne tjene penge til familien, og generelt har de ikke haft hverken midlerne eller evnerne til at kunne tage sig af deres børn.

Dermed har disse børn, en masse sociale og fysiske mangler, en selvtillid og selvværd som er helt i bund, og en masse dårlige og ødelæggende oplevelser i deres habitus.

Mål:

De pædagogiske mål med dette projekt er bl.a., at børnene skal føle at de er en del af et fællesskab, og vi kan få dem til at interagere med hinanden igennem fodbolden. Jeg vil igennem ”det fælles tredje”, have fokus på at danne nogle gode sociale relationer børnene imellem, men også mig som pædagog til børnene. Det er vigtigt at det er et godt og fornuftigt tillidsbånd, for mig til børnene, og børnene til mig, da disse børn er blevet svigtet en del igennem hele deres barndom. Et mål er også, at få puttet nogle succes oplevelser ned i børnenes habitus, så det styrker dem i hverdagen, og de får noget mere gå på mod i livet, og de får en oplevelse af, at der er ”nogen der gider dem”, viser interesse for dem, vil hjælpe dem og gøre noget for dem.

Jeg vil have en anerkendende tilgang til børnene, og rose dem når de laver noget godt. Dette kan være helt små ting, som gør at det kan styrke deres selvtillid, og ved at få nogle gode oplevelser får styrket deres selvværd.

Derudover er målet også, at forbedre børnenes kondition, motorik, koordination og nogle af de sanser jeg kender fra mit linjefag SKB. Disse børn får ikke så meget motion, så ved at lave fodboldtræning 2-3 gange om ugen, vil det være med til at styrke deres krop, helbred og energi niveau.

”Det skal være sjovt at spille fodbold”, og børnene skal have den følelse, at de glæder sig helt vildt til den næste træning, den skal være motiverende for børnene, så de får det optimale ud af deres medvirken på fodboldholdet.

Tegn:

Jeg vil være opmærksom på at det er de rigtige relationer der bliver skabt imellem børnene, og at der ikke er nogen der føler sig udenfor. Derudover vil jeg have fokus på mobning, hvis der er nogle børn der bliver udsat for dette, skal det stoppes med det samme, og sættes nogle regler for det. Jeg vil have løbende dialoger med børnene, så jeg får en fornemmelse af hvordan det går med dem, både på og uden for banen. De skal kunne komme til mig med de problemer de nu en gang har, eller hvis de har brug for at snakke om et eller andet, og hvordan de synes det er, at være på dette fodboldhold.

Jeg vil være opmærksom på træningens fysiske mængde, så træningen ikke er for hård, som vil gå udover børnenes krop og muskler. Derudover vil jeg observere om min træning er varieret og spændende nok, så jeg formår at fange børnenes interesse, så meget som overhovedet muligt.

Jeg vil være opmærksom på hvis der er en eller flere, som ikke kommer til træning flere gange i træk, hvad kan årsagen være til dette? Derudover vil jeg være opmærksom på hvordan humøret er både før, under og efter træning – Har børnene syntes det har været sjovt, og har lyst til at komme igen næste gang.

Tiltag:

Til at starte med vil jeg lave nogle sjove sociale lege, hvor vi får lært hinanden at kende, og får skabt et godt rum, hvor alle føler sig velkommen. Her vil jeg bruge min viden fra SKB, og bruge nogle af de lege og aktiviteter, som jeg kender fra undervisningen. Derudover vil jeg bruge min viden og erfaring, som jeg har efter 20 år som fodboldspiller. Jeg vil sætte nogle øvelser i gang, som bl.a. handler om samarbejde, hvor de skal kommunikere med hinanden, og respektere at der er nogen der er bedre end andre. Dertil vil jeg motivere børnene til at blive bedre til en øvelse, og anerkende dem når de gør noget godt. Jeg vil være opmærksom på at i og med der er en aldersforskel på 5 år, så kan det være tilfældet, at de ældre drenge, har en bedre koordination, er større og bedre til fodbold end de yngre. Dette vil jeg løse ved at i nogle øvelser vil jeg dele træningen op i 2, så dem man laver øvelserne er på nogenlunde samme niveau med en selv.

Under træningen vil der være frisk vand til alle, så man har mulighed for at fylde depoterne op undervejs når man har brug for dette. Efter træningen vil der være en form for en sund snack i form af f.eks. frugter eller rosiner, samt kakao, så jeg sikrer mig at børnene får fyldt deres depoter op, og får fornyet energi.

Jeg vil lave nogle øvelser, som er med til at styrke kroppens muskler, deres kondition, deres forskellige sanser. Dette vil jeg komme meget mere ind på under min ugentlige ugeplan, og ugentlige evaluering, hvor jeg vil beskrive de øvelser, som vi skal lave, og evaluere på det bagefter (Det samme vil jeg gøre med de forskellige lege og andre øvelser). Efter træningen vil jeg også have fokus på udspænding, da det er vigtigt, at børnene får strakt ud når de har været fysisk aktive. Ligeledes er det vigtigt, at børnene gennemgår en grundig opvarmning, så musklerne er klar til at skulle begå sig i høj intensivitet.

Jeg vil gøre det sådan, at alle bliver behandlet ens, så der ikke er nogen der føler sig hævet over andre, og andre ikke føler, at de er mindre vigtigere end andre. Jeg vil sørge for at der er en god og positiv tone når man snakker til hinanden, og børnene skal føle at det er som et broderskab på holdet, som de filippinske sportshold i øvrigt lægger meget stor vægt på.

Samtidig vil jeg sørge for at der er en hvis form for disciplin på holdet, og børnene skal holde sig inden for de sociale spilleregler jeg sætter for dem.

Jeg vil have mine 3 medstuderende og yderligere 1-2 voksne til at støtte mig med projektet, 1 filippiner og en dansker.

Jeg glæder mig utroligt meget til sammen med de andre, at starte dette fodbold projekt, som gerne skulle have en positiv effekt på børnene.

- Kristoffer Lenvig





He kills all the fun – Kaos på CSYGC

Nyhedsbrev November 2014Posted by Kristina Hansen Thu, November 06, 2014 14:16

Community Scourt Youth Guidance Center bor der 50 drenge, som tidligere er opvokset og har levet på gaden. De yngste er 8 år og den ældste er 27. Disse drenge er virkelig super søde og de er ualmindeligt taknemmelige for alt hvad vi laver med dem og gør for dem.
Det er seriøst ubeskriveligt dejligt, hvor meget man får igen af disse drenge. Priceless!

Jeg vil give dig som læser dette blogindlæg, et billede af, hvordan hverdagen ser ud på børnehjemmet lige i øjeblikket - Men først får du en kort beskrivelse af, hvad det er for en personalegruppe der styrer børnehjemmet.

Lederen af centeret er højt uddannet inden for IT branchen, men har ingen uddannelse inden for det humanistiske felt. Han har tidligere haft et arbejde inden for sit eget felt, hvor han var højt oppe i hierarkiet. Derudover er der en sagsbehandler, som er hende der har den daglige kontakt med børnene og som også er vores kontaktperson, når vi er i praktik derude. Det er hende som står for de forskellige aktiviteter og ture, som bliver lavet på centret.
Centrets øvrige personale består af seks ”housemoms og housedads”, som er med til at lave de daglige pligter. Deres job er blandt andet også at være med til at passe på børnene og lave aktiviteter med børnene, og fungere som ekstra pædagoger. De har ikke nogen uddannelse inden for det pædagogiske felt og er blevet placeret på centret af regeringen. Desværre sover disse personer oftest når de er på arbejde, især mændene, og de deltager yderst sjældent aktivt og interagerer sjældent med børnene. Husmødrene laver ikke så meget mad til børnene. Engang fik de kæmpe portioner, nogle gange var det muligt at få to gange, men sådan er det ikke rigtig længere.

Nu til hvordan centeret fungere i øjeblikket… Af hensyn til børnenes tarv og min tavshedspligt, vil jeg ikke nævne navne. Jeg vil derfor heller ikke komme med uddybende forklaringer på nogle af de ting jeg skriver, netop for at beskytte børnene.

Lederen er i gang med at etablere nogle nye regler på centeret, som gør at lederen kan få mere magt på centeret, at han kan få det som han vil have det. På centeret er det de store drenge, som styre showet, som guider og hjælper de yngre drenge, fordi at personalet ikke hjælper eller vejleder børnene. Dette gør at de yngre drenge ser op til de ældre. Det er blandt andet dette, som lederen vil ændre på, da han ikke ønsker at det er de ældre drenge, som har magten. Han vil have mere kontrol over børnene, mere magt, og det mener lederen at han kan få, ved at smide dem over 18 år ud fra centeret. Jeg kan simpelthen ikke se, hvilken magt lederen kan få, ved at kassere de ældre børn, ved at sende dem ud på gaden, ud til fattigdom, kriminalitet, vold, sult, ud til det miljø, som de kom fra til at begynde med – ud til ingenting! Alt det, som disse drenge har kæmpet hårdt for at opnå, kæmpet for at blive det individ som de er i dag, alt det falder ret sikkert til jorden, hvis det bliver aktuelt, at de skal smides ud fra centeret.
Har børnene konflikter, træder personalet ikke ind og hjælper, det er børnene selv, der må hjælpe hinanden – de er sådan set overladt til sig selv, til at styre deres egen opdragelse og udvikling. Børnene, men også os som praktikanter, føler frustration over, hvordan lederen har valgt at tingene skal være og gøres på. Børnene giver udtryk for at de er utrygge og, nogle endda bange for lederen. Måden tingene fungere på ude på centeret, minder meget om ’kæft, trit og retning’-princippet, da de skal lytte til og gøre hvad der bliver sagt, og der arbejdes meget efter at børnene skal være disciplineret. Lederen opdrager på børnene, som han finder bedst, eller det virker det i hvert fald til. Her tænker jeg så, om han tror at børnene er en slags maskine, som han bare kan justere på efterhånden som eventuelle problemer og fejl opstår.

Der er imellem lederen og sagsbehandleren nogle uenigheder om, hvordan tingene skal være og gøres. Det er meget hierarkiopdelt og det siges, at lederen og sagsbehandleren har haft en magtkamp kørende i tre år, som desværre nu er ved at eskalere fuldstændigt.
Det skal lige siges, at regeringen ikke træder til og hjælper i denne svære tid. De tilbyder ikke en form for mægling til personalet eller til børnene og personalet imellem.
De står alene – de må selv løse deres problemer, det er ikke regeringens problem eller ansvar. Vi er som praktikanter derfor meget bekymret for børnenes tarv og deres fremtid.

Et barn har engang sagt: ”He kills all the fun”. Her tænker jeg som kommende pædagog på, hvornår får børnene lov til at være børn? Børnene føler at de ikke rigtig får råd og vejledning omkring mange ting, de er meget frustreret. Børnene har mange daglige pligter, som de skal gøre, før de kan lave hvad de har lyst til – og alligevel, har de ikke særlig meget at gøre godt med. Vi har fornyligt lavet en basketballbane til dem, og vi var i gang med basketballkurven, men desværre blev den skilt ad efter nogle dage, af personalet – så den mangler vi stadig. Derudover har vi nogle spil liggende i et låst skab, men dem har børnene ikke mulighed for at benytte, med mindre vi er derude.


I Danmark har vi en lovgivning, som beskriver, hvad vi skal arbejde efter og hvad vi må og ikke må i arbejdet med børn og unge. Ifølge lovgivningen inden for børn og unge området, skal man som pædagog i et dagtilbud, tilbyde et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, der fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det betyder blandt andet, at dagtilbuddet skal medvirke til at give det enkelte barn en god og tryg tid i dagtilbuddet, ligesom at barnet skal støttes i et udviklingsforløb, hvor barnet bl.a. lærer sociale og almene færdigheder. Dagtilbuddene har herved en meget vigtig rolle i forhold til at understøtte alle børns trivsel og læring, så børnene både har en god tid i dagtilbuddet og rustes bedst muligt til det kommende skoleliv. Dagtilbuddene udgør derfor en vigtig ramme for børnenes liv.
Det pædagogiske arbejde bygger på værdier som anerkendelse af børn/unge som aktivt skabende medmennesker, idet børn/unge opfattes som aktive medskabere af kultur og viden. Rummelighed, som handler om, at man har respekt for og anerkender børns/unges rettigheder og deres individuelle, udviklingsmæssige, sociale og kulturelle forskelligheder.

Som pædagog skal man have et ressourcesyn på børn/unge, forstået på den måde, at det pædagogiske arbejde tager afsæt i børns/unges potentialer frem for deres mangler. Man skal som pædagog være nærværende og have empati, hvilket indebærer at man skal se og forstå det enkelte barn/unge alene og i samspil med andre. Inddragelse, som rummer børns/unges deltagelse i og indflydelse på den konkrete pædagogiske proces. I det pædagogiske arbejde er dialog og samarbejde vigtig, hvor børn/unge og forældre opfattes som ligeværdige samtalepartnere og samarbejdspartnere.

Ligeledes er det vigtigt at være åben og aktiv deltagende i forhold til nye og alternative muligheder og i forhold til omverden og lokalområde. Det pædagogiske arbejde bygger på etik, et socialt engagement og et udviklingsperspektiv.



T-shirts og klodsmajor

Nyhedsbrev November 2014Posted by Mette Nielsen Thu, November 06, 2014 14:11

Hver gang et firma donerer mere end 3000 kroner til os, laver vi 5 T-shirts til børnene ude fra Piertrice, med firmaets logo på. Det blev i denne omgang til 15 T-shirts, og selvom et er ikke meget og heller ikke er nok, så er det en start, og det er en god start.

Udover at børnene skal have børstet tænder, og udover de skal have mad igennem det feeding program vi er i gang med at arrangere, så skal de her børn også have lov til at være børn. De skal have lov til at udfolde sig, og ligesom andre børn skal de have lov til at lege – Og ikke bare lege, men også lege med nogle voksne der interesserer sig for dem, og for det de er, børn. De skal ikke bare tage sig af deres mindre søskende, rende rundt med dem på armen, og varetage dem som forældre burde gøre. De skal ikke bare være overladt til sig selv og til gaden – De skal mærke glæden ved at nogle har lyst til at være sammen med dem, og tage sig af dem. De skal have lov til at have et frirum, hvor de mærker at det er helt okay at være barn, og et frirum der gør det muligt for dem, at ligge deres alt for store ansvar væk. De skal have lov til at være børn, i hvert fald når vi er der!

…. Men det er svært. For vi arbejder i deres hjem – på deres gade. Vi arbejder lige ved siden af hendes far, og hans mor, og hvordan skaber man så et frirum? Hvordan skaber man et frirum til børnene når deres – de af dem der har - forældre er der, og engang imellem kalder på barnet og beder det om at skifte lillesøster, eller holde øje med den boblende olie i gryden? Vi kan ikke ”fjerne” dem fra gaden, og i nogle timer deres forældre, for vi har ikke vores eget sted. Endnu. Vi kan ikke få den der rigtig gode kontakt eller dybe snak som man kan få med børn, når deres forældre ikke er til stede. Vi kan sagtens snakke med børnene, og vi kan hygge med dem, og om dem – Og det gør vi(!), men forældrene er der stadig, og det har altså en betydning for dem, og det har en betydning for vores arbejde. De giver ikke helt slip, for mor kan jo stadig kalde. De er stadig i nærheden af ansvaret og den voksne verden. De er hjemme hvor man ikke kan være barn, måske endda hjemme hvor de aldrig har prøvet det før, og hvordan kan det så være nemt – Og kan det overhovedet lade sig gøre?

Vi besluttede os for at finde ud af det. Vi besluttede os for, at vi ville se mulighederne i stedet for begrænsningerne – Selvom der er mange. Sidste gang vi var ude i Piertrice med legetøj, fik vi en over fingrene, men heldigvis då lærte vi af det.

Come on! Det her må kunne lade sig gøre. Med den rette planlægning ville vi i hvert fald give det et nyt forsøg. Vi er 4. Hvis vi på en eller anden måde skal kunne administrere det, må vi nøjes med at købe 4 forskelige ting. Det skal være noget som man kan være om, det skal være noget vi kan bruge udenfor, og det skal være noget der er sjovt – Noget der fanger interesse.

Klodsmajor, UNO, twister, og et andet jeg ikke kender navnet på, men som jeg i øvrigt selv spillede som barn – Noget med en masse pinde der skal ind i et langt rør hvor man så smider bolde oveni, og så få pindene ud, uden at boldene falder ned.

Da vi har klaret dagens sidste forberedelser tager vi med taxa ud til Piertrice, og da vi bliver sat af for enden af vejen, bliver den usagte nervøsitet sagt højt og i den grad delt. Det er altså ikke med helt ro i maven - eller i sindet - vi begynder at bevæge os ned af gaden. Ned af den gade vi som så mange andre gange har gået på. Folkene vi møder når vi går ned af gaden, er altid glade. De smiler, hilser og vinker altid, og nogle beder endda deres børn om at se på os – Hvilket egentlig bare gør dem virkelig forvirret, fordi de overhovedet ikke forstår hvad der foregår(….) Men det er nu ret sjovt J I dag er det det samme. Og så endda på trods af, at det faktisk viser sig, da vi kommer lidt længere ned af gaden, at der er begravelse. Sådan, midt på fortovet, under en slags telt pavillon. Ja …. I hvert fald, så er de ligeså glade i dag, som de plejer at være når vi møder dem, og fordi at sådan et smil simpelthen smitter så utrolig meget, så starter turen ned af gaden, og hele dagen, helt fantastisk. Nervøsiteten bliver så småt rystet af, og det er ligesom om, at modet og troen på at det her lykkedes, på vejen fra den ene til den anden ende, er blevet samlet op. Vi ankommer altså til den del af vejen hvor vi er, med et kæmpe smil og uden at være, i hvert fald ligeså nervøse, som vi startede ud med at være.

Som det altid sker når vi ankommer, beder forældrene børnene om at hente skamler til os, og det sker derfor selvfølgelig også i dag. Vi får som altid en hver, og sidder nu på gaden, lige ude foran deres hjem. Nogle dage er børnene at finde overalt, og vi bliver overfaldet (på den gode måde) når vi kommer, men andre dage er de som forsvundet. I dag er en af de dage hvor der ikke er mange at finde, kun nogle få i nærheden af hvor vi sidder. Men vi skal jo i gang – Så da jeg får øjenkontakt med en lille pige gør jeg tegn til at hun skal komme over til mig. Jeg tager den første T-shirt frem, og da hun kommer giver jeg hende den på. Hun er selvfølgelig genert, men selvom der ikke er meget at læse i hendes ansigt, virker hun bestemt ikke utilpas – Eller utilfreds. I mens jeg giver hende T-shirten på, kommer en af de forældre som vi har fået god kontakt til derude, hen til mig bagfra og ligger armene omkring mig, kysser mig på kinden og siger ind i mit øre: ”Thank you for doing this” ….

Jeg har sagt tak til jer før. Sagt tak fordi I støtter os, og derved gør det her muligt. Men jeg bliver nødt til at sige det igen. I skal virkelig, helt ind under huden forstå, at alt det her på ingen måde ville være muligt uden jeres hjælp. At selvom det er os der står med dem i hænderne, så er det jer der er vores bærende element – Og derfor ville jeg også sådan ønske, at I kunne være med når det sker. Mærke på egen krop hvilken forskel I er med til at gøre, og mærke lige præcis den der helt specielle følelse det giver, når man mærker hvad man med en T-shirt i hånden kan gøre. For det er i virkeligheden dét, det hele handler om.

Da hun har fået T-shirten på, kommer – meget hurtigt – mangle flere børn over til os. Normalt ville jeg måske gå en lille smule i panik. Jeg ville gå i panik over at være omringet af børn, og vide, og over ikke at have nok T-shirts til alle. Men ikke i dag. I dag trækker jeg vejret og tænker: Nej, det er ikke rart kun at have til 15 børn, og ikke kunne gøre en forskel for dem alle sammen, men jeg gør en forskel for nogle – Og det betyder også noget. Det betyder noget for dem. Og ja, det gjorde det.

Jeg følte egentlig ikke – efterfølgende - at der var nogle der følte sig snydt. ”No more T-shirts?” ”No, but we have some games, come here – Let’s play!”

Vi havde forinden aftalt hvem der skulle spille hvilket spil, og derfor var det også nemt nok at hive det op af posen og sætte sig på jorden – Og ENDNU nemmere at blive omringet af en cirkel med børn. Hvis du har set billederne på facebook, så har du også set at det det faktisk fungerede. I hvert fald at de sad i rundkreds.

Ikke bare kan kulturen nogle gange være en udfordring, og noget man skal vende sig til – Eller noget man aldrig vender sig til. Også sproget er mange gange en udfordring. Når man er gadebarn og ikke går i skole, hvordan kan man så lære engelsk? Og er det engelsk man kan, nok til at man forstår hvad det er hun siger – eller mener? Nej. Det er ikke altid nok, og det giver sommetider store problemer. Især i starten, og især i relations dannelsen – For mange gange er det jo ”bare” at starte en samtale. At forklare hvordan man spiller klodsmajor var også, for mig, en udfordring. Og dog … For når man står i en situation, hvor dit vante redskab til kommunikation - sproget – pludselig ikke længere virker, så bliver man utrolig kreativ. Det var i hvert fald min oplevelse.

Jeg satte mig ned på jorden med æsken i hånden, og havde ret hurtigt mange børn omkring mig – Jeg blev dog ikke overfaldet ;-) Jeg begyndte at åbne æsken, mens jeg spørger børnene på engelsk om de kender Jinga (deres ord for klodsmajor). De svare mig ikke rigtig, men jeg blev ved med at gentage Jinga, og mens jeg stadig pakker spillet ud, peger på billedet der viser hvilket spil de er. Da jeg endelig får hun på æsken og kan tage klodserne ud, er der stadig ikke nogen reaktion. Jeg er ikke i tvivl om at de har forstået hvilket spil det er, for undervejs har jeg haft øjenkontakt med flere af dem der har nikket, og da jeg lytter på deres indbyrdes samtale kan jeg høre ordet Jinga. Tjek, de ved hvad det er – God start! Men selvom de har forstået, og selvom alle klodserne ligger på jorden, er der ingen der rør dem. Jeg går forrest, tager 3 klodser og stabler dem. Giver derefter 3 klodser til en dreng, som straks ligger dem ovenpå, nikker så til en anden dreng, en pige og så til resten, og inden længe har vi et tårn der er klar til brug. Jeg tænker … Nok kender de spillet. Men har de styr på de sociale spilleregler? Har de styr på at skiftes og på at vente på tur? Med det få filippinske jeg kan, peger jeg på mig selv og siger ako (mig). Jeg starter altså. Peger derefter på pigen ved siden af mig, og siger ikaw (dig). Og sådan bliver jeg ved. Hver gang en er færdig, peger jeg på den næste, eller på mig selv og siger ikaw/ako. Det fungerer et stykke tid. Tårnet vælter, og børnene begynder nu at tage klodserne hen til sig selv, og nogle slås faktisk om at få dem – Det er igen det her med at hele deres liv handler om overlevelse. Om, at det jeg kan få skal jeg tage, og du skal ikke røre det. Det er de sociale spilleregler, det er samarbejde, og det er i den grad det her med at dele, de kan ikke. Men jeg er der. Jeg er der for at hjælpe dem, og jeg er der for at vise dem hvordan man gør. Jeg siger wala (nej), tager en af klodserne, peger ind på midten af rundkredsen, ligger den der og siger ”in the middle”. Nogle af dem har svært ved det. Jeg tager dem derfor på skulderen, gentager mig selv, og viser hvor klodserne skal ligge. Siger igen ako (mig), og begynder at stable klodserne igen. De fanger den, og vi får SAMMEN stablet det en gang til. Spiller igen, og selvom de stadig skal have hjælp i form af ikaw og ako, så går det faktisk godt. Som det ofte sker derude, og sikkert også alle andre steder hvor der arbejdes med børn, så går nogle af dem, nogle andre kommer til, og nogle af dem der før gik, kommer tilbage. Det er altså ikke bare en fredelig rundkreds hvor VI sidder, men en rundkreds der hele tiden mindskes eller bliver større, og det skaber en del forvirring for både børnene og for mig. Men det er ikke vores leg. Det er alles leg, og dem der har lyst til at være med, skal have lov! Desuden, så prøver jeg selv, når nogle børn står uden for rundkredsen, at få kontakt til dem, sige ikaw, og på den måde få dem med – For de er generte, men de vil så gerne. Og det lykkedes mange af gangene.

På et tidspunkt bliver det svært for børnene. Det bliver svært for dem at holde koncentrationen, svært for dem at holde fokus, og svært at holde klodserne på midten når tårnet vælter. De vil altså gerne have dem for sig selv. Og hvorfor så ikke? Nu har de jo spillet på min måde. De har prøvet at vente på tur, og de har faktisk også udvist en snært af samarbejde. Hvis jeg nu følger deres initiativ. Hvis jeg nu lader dem spille på deres måde, hvad ville der så ske? Jeg er der stadig, for tendensen til at slås om dem er bestemt ikke væk. Men de får lov. De får lov til at tage nogle klodser hver, og går det helt galt må jeg jo bare stoppe det. Men det gør det ikke. Selvfølgelig ikke. De sidder nu, stadig i rundkredsen, med nogle klodser hver, og bygger. Bygger tårne og bygger huse. De snakker og de råber, men alligevel er der en ro der har sænket sig over dem. Jeg oplever, at på den ellers så larmede og trafikerede vej – i midten af det hele, der har børnene fundet en ro. En ro der fjerner larmen fra bilerne, og fra deres konstante horn. Larmen fra de andre børn og fra de voksne. En ro der tager dem væk fra lugten og rodet. Væk fra gadens kaos, og beboernes konstante rastløshed. Jeg ser, at de igennem en klods har fundet det vi forsøgte at give dem. Jeg ser de er børn. Der sænkede sig en ro. En helt speciel ro.










Halloween på CSYGC

Nyhedsbrev November 2014Posted by Julie Foldager Thu, November 06, 2014 14:02

Det var en god fest. Ikke bare fordi at det lykkedes for os, men fordi at børnene nød det og var virkelig virkelig taknemmelige!

Ingen halloween uden græskar, så vi tog ud til Carbon markedet – et stort marked med friske grøntsager, hvor vi bestilte 50 ”græskar”, som ikke var græskar men grønne græskar lignende hvide squash.
Vi blev mødt af smil og begejstring da vi ankom på centeret med alle græskarene. Drengene vidste lige præcis, hvad de skulle med græskarene og begyndte at tegne og udskære ansigter. Uhyggelige, skræmmende og sjove ansigter – fantasien sætter ingen grænser, og bestemt heller ikke hos de her drenge. Igennem processen kunne vi se, hvordan de blev inspireret af hinanden. Fra at lave øjne øre og mund, blev der nu også lavet hatte, kasketter, piber, ar osv. Græskarene var klar – klar til den store Halloween fest!

Vi i FSK havde i samarbejde med de andre danske praktikanter på centeret nemlig planlagt en Halloween fest med drengene. En aften i (u)hyggens tegn.
Drengene blev malet i ansigtet, hvilket de synes var super fedt. Lederen havde medbragt en stor projektor som vi kunne stille op udenfor til film hygge. Gyser blev det dog ikke til, da nogle af drengene er ned til 8 år, så vi havde taget ”Step up – all in” med og det var en succes! Mens drengene så film, gik vi ned og købte burgers til dem alle sammen. Aftenen blev efterfulgt af ballondans og snobrød.

Flere gange i løbet af aftenen kom drengene hen og gav os et knus og et ”thank you for making os happy”
Man er slet ikke i tvivl om, at hvad der for os hjemme i Danmark er små ting, er for de her børn KÆMPE glæder! At se glæden i deres ansigter, smil og øjne er en berigelse og en KÆMPE gave for os!