Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

Luftpost fra DHL & Stor konkurrence i skolen

Nyhedsbrev Oktober 2014Posted by Kristoffer Lenvig Mon, October 13, 2014 16:31
For et par måneder siden, fik vi i FSK den ide, at starte et fodbold op for gadebørn i Cebu City. Et projekt som skulle få nogle gadebørn til at socialisere sig med fobolden og komme væk fra alle de dårligdomme de har. Vi satte projektet igang, og vi har fået en ufattelig stor støtte til dette projekt. Efter at have kontaktet forskellige firmaer og privat personer i Danmark, er det lykkedes at få samlet en masse ting sammen, som gør at vi kan starte et fodboldhold op.
Vi har bl.a. fået fodbolde fra SELECT A/S & JC Sport, så børnene har nogle kvalitets bolde, at træne med. Trænings og kamp tøj til op til 50 drenge fra AGF's ungdomsafdeling. Her skal der lyde en kæmpe tak til Michael Skaaning Johansen, for at alt dette har kunne lade sig gøre. En masse fodboldstøvler, målmands handsker, benskinner, og andet forskelligt tøj fra privat personer. Det er fantastisk rørende, at folk har været så villige til at hjælpe os med vores projekt, uden jer ville dette her ikke kunne lade sig gøre.
Efter vi havde fået samlet alle tingene, skulle vi selvfølgelig også have en måde at få fragtet det herned på. I og med der er så mange ting, vil det komme til at koste rigtig mange penge for os, og det ville komme til, at tage noget tid før det ville komme herned.
Jeg kontaktede derfor min bror Stig Lenvig, som arbejder for DHL, og han fik hurtigt sat noget i værk, og vi fik grønt lys til at de kunne sende alle disse ting ned til os. DHL's sponsorat fuldendte dermed, at vi snart kan gå igang med vores fodboldprojekt. Pallen er ankommet til Cebu, men pt. venter vi på, at den skal komme igennem tolden. En kæmpe tak skal det lyde til Stig og DHL, for deres sponsorat.


Når nogle af "vores børn", har nogle forskellige projekter kørende eller har nogle ting, som de gerne vil have hjælp til, står vi gerne til rådighed, og hjælper dem alt det vi kan.
For et par uger siden var der en konkurrence på Gothong High School, som en af drengene fra CSYGC går på. Han skulle stå i spidsen for hans klasse, som skulle deltage i en konkurrence på skolen. Denne konkurrence have temaet: Miljø & Genbrug, og udfra det, skulle de lave et show med dans og sang, og lave nogle kostumer, som de alle skulle have på.
Klassen havde øvet og forberedt sig i ugevis, og nu var det snart tid til at de skulle stå foran hele skolen inklusive en flok hvide mennesker, så der var ekstra meget pres på.
I konkurrencen deltog der omkring 12 klasser, så der var hård konkurrence om de forreste pladser. Alle hold var klædt flot ud og lavede nogle flotte shows, og det var utroligt inspirerende, at sidde og kigge på, og hvor meget de gik op i det...
Afgørelsens time var nu kommet, og jeg kunne se på min dreng fra CSYGC, at han var meget nervøs, og jeg vidste hvor meget han inderligt gerne ville vide. Jeg krydsede mine fingre og tæer for ham, da jeg vidste hvor glad han ville blive for et godt resultat, selvom jeg synes det bare var flot, det de havde lavet i hele processen.
Vinderen blev annonceret, og det endte med en sejr til ham, han udviste en følelse af glæde og stolthed over det han havde opnået, og jeg var ufattelig glad og stolt på hans vegne også.

- Kristoffer

Mettes blog indlæg fortsat.

Nyhedsbrev Oktober 2014Posted by Kristoffer Lenvig Mon, October 13, 2014 15:56

Hver gang et grædende barn sad med en tandbørste og kæmpede for at gøre det alle de andre børn gjorde, gjorde det ondt i hjertet på os alle sammen. At vide, at det skyldes så mange skader på alle tænderne, og endda ligefrem råddenskab gav en følelse der ikke kan beskrives. At vide, og være nødt til erkende, at vi ikke har de ressourcer der skal til, for at kunne tage dem med til det mest oplagte, og dét, som vi måske, bare en lille smule, tager for givet (i hvert fald mens vi er under 18) i Danmark. Tandlægen … Det kan vi ikke … Vi kan ikke. Og hvad er det så lige præcis vi gør for de børn? Udstiller dem? Ekskluderer dem? Sætter dem i en situation hvor de føler sig utilpasse, og måske endda mere svigtet end de er i forvejen? Hvad gør vi egentlig med de børn – Hvad gør vi for dem, og vigtigst af alt, hvad gør vi egentlig imod dem?

Der er ikke noget vi kan gøre, lige nu. Det er ikke et problem vi lige nu er i stand til at løse. Og det får også mit hoved til at hænge. Men det er virkeligheden, det er meget virkelig og nogle gange for virkelig. Der er 300 børn. Vi er 4 studerende og en nystartet organisation. Vi er NØDT til at starte et sted. Vi er NØDT til at se på alt det vi kan i stedet for alt det vi ikke kan. Og hvad kan vi? Vi KAN børste tænder sammen med dem. Vi kan give dem nogle bedre dage, og nogle oplevelser der forhåbentlig vil hjælpe dem til at løfte sig. Det er det vi kan, det er det vi er skide gode til, og det er det vi mærker børnene (B.LA) har brug for. Og selvom tandbørstning måske ikke kan rede deres nuværende skader, så kan det måske, vi kan i hvert fald håbe på, at det kan forebygge (hvis flere overhovedet er muligt) flere skader. Det kan i hvert fald give dem nogle succes oplevelser. Følelser af, at de faktisk godt kan, noget lykkedes, og der er faktisk nogle der gerne vil hjælpe mig. Vi kunne se på børnene at de syntes det var sjovt. Vi kunne mærke, at de virkelig nød det. Måske ikke så meget tandbørstinge(?) – men noget at tage sig til, og nogle der rent faktisk gjorde noget, ikke bare for, men med dem. Det var fantastisk, at sidde der og være en del af det hele – Lige i midten. Fuldstændig priceless. Selv forældrene nød det. De deltog og de snakkede løs og hyggede sig. At vi er der betyder så meget for dem, og det ligger de på ingen måde skjul på. Nogle af dem var i virkeligheden mere begejstret for tandbørsterne end børnene var, og dét var/er SÅ motiverende, og vel egentlig byggestende for det hele?

Det VAR virkelig en fantastisk dag. Det var virkelig en dag der aldrig forsvinder væk, og det var endnu en dag hvor jeg fik lært lektien om, at sætte pris på ….
Det kan godt være jeg gav den lille pige på 3 år, med helt ubeskrivelige store smukke brune øjne, en tandbørste, og efterfølgende sagde "thank you" for, men måske jeg skulle sige det samme til hende imorgen.

- Mette








Tandbørstnings projekt! - Blogindlæg fra Mette

Nyhedsbrev Oktober 2014Posted by Kristoffer Lenvig Mon, October 13, 2014 15:47

”Hvis vi skal finde 300 tandbørster til en pris vi har råd til, så tror jeg vi skal tage til Colon.”

Det gjorde vi. Og vi fandt dem. 10 pesos pr. stk., både små og store. Tandpasta og kopper. Vi var klar – Klar til at starte næste dag i Patrice med vores projekt tandbørstning. Vand ville vi købe derude. For det første ville vi ikke skulle slæbe flere liter vand med derud, men for det andet, så ville vi jo støtte de små lokale kiosker på gaden – Og det ville jo være (endnu) en god ting!

Dén dag, bliver en dag jeg aldrig glemmer. Det var en dag der satte sig dybt i mig og lærte mig, at noget så simpelt - som det jo er - kan være meget større.

Dén dag, blev også endnu en dag hvor vi blev taget imod med store smil og åbne arme, fra både børn og forældre. Uden at de rigtig vidste hvad vi skulle, og inden vi selv havde regnet ud, hvordan vi skulle gribe det hele an, blev vi af 2 forældre placeret på hver vores stol – Lige ude foran en families - ja - det er jo deres hjem(…), og ved siden af hinanden. Det her var genialt, og det var bare at gå i gang.

Kære forældre: ”Vi har brug for at I hjælper os med at få børnene til at stå i 3 rækker, en række ved hver af os”.. Som altid, er forældrene enormt hjælpsomme, og der gik ikke langtid før børnene stod, næsten, snorlige foran os. Da den første tandbørste blev åbnet, fik tandpasta på, dyppet i koppen med vand, og givet til det første barn, er alle de andre børns øjne rettet imod ham - Det er måske nyt, i hvert fald sjovt, og noget siger os, at dét her kommer til at blive en succes!

”Jeg mangler vaaaaaaand – Jeg mangler tandbørster – Jeg mangler vaaaaaand.”

Sådan foregik det i flere timer. Der blev VED med at være børn i køen, ved med at være forældre med børn, for lidt vand og for få tandbørster. Men heldigvis var der råd at hente, og nye forsyninger var snart på vej.

Børnene var ellevilde(!), og ligeså var vi. Tandbørstning var, nyt for mig, et hit, og flere af dem fik faktisk børstet tænder op til flere gange – Hvilket vel egentlig også var helt okay, og i hvert fald tiltrængt… Hvis I har prøvet at børste tænder på, eller med børn, så ved I også at man holder øje med hvordan deres tænder ser ud, og om de børster dem ordentligt. Det gjorde vi i hvert fald, og synet var forfærdeligt. Det blev pludselig tydeligt for os, hvorfor netop tandbørstning var så stort et hit. Igennem min kø, og jeg ved fra de andre at det også gælder deres, var der ikke et barn der ikke havde et hul, højst sandsynligt også flere. Mange af dem havde sågar dissideret rådne tænder, og nogle af dem så ondt, at det simpelthen ikke var muligt for dem overhovedet at børste tænderne. HVER GANG(!) de spyttede vandet ud i de kasser vi havde med, var spyttet var helt gult og ofte fyldt med blod. For nogle var det sjovt. Det var fantastisk og det var dagens højdepunkt. Men for andre var det den rene totur, og ikke noget de ville have lyst til at gøre igen. For os var det det hele. Vi ved at det er et tiltag der er brug for, og vi tror det er et tiltag der kan hjælpe, i hvert fald nogle af dem, med deres tandhygiejne. Det var fantastisk at se hvordan børnene OG forældrene tog imod det. Hvordan de nød det, og hvor sjov DE havde det - Men følelsen af at sidde der, midt på gaden hvor vi ved de bor, og ikke har andet end det vi med det blotte øje er i stand til at spotte, og se hvordan et så simpelt tiltag, men alligevel noget du har overvejet i dagevis, bare lykkedes og spreder glæde på hele vejen, slår det hele. Følelsen af, at det her er DU en del af, og det her er noget du i samarbejde med dit team har planlagt, giver det vildeste sus i maven, kuldegysning over hele kroppen, meget mere blod på tanden og lysten til aldrig at stoppe! Og så alligevel …

- Mette



Et liv uden materielle goder - Blogindlæg fra Julie

Nyhedsbrev Oktober 2014Posted by Kristoffer Lenvig Mon, October 13, 2014 15:43


Forstil dig en opvækst uden nogen former for materielle goder. En barndom uden bamser, dukker, biler, PlayStation, mobiltelefoner og tv, en opvækst uden skolegang... Nej, ikke mange danskere er vokset op uden nogle af disse ting. De fleste af os har haft vores egen værelse eller delt med en søskende eller to, haft vores egne sko og fået rent tøj på kroppen og ikke mindst haft en skolegang.
Sådan er hverdagen og opvæksten for rigtig mange børn her i Filippinerne ikke. Der er omtrent 1,5 millioner gadebørn i Filippinerne – børn som lever i fattigdom med deres familier i hjemmebyggede skurer i slummen, på papkasser på gaderne, og nogle har ikke engang forældre og lever alene. Disse børn og familiers primære prioriteringer er mad og ly – har de en ekstra skilling går den ofte til lim og Shabu, så de kan glemme sulten og hverdagens problemer, og ikke til materielle ting som legetøj, elektronik og smart tøj.

Men børnene her i Filippinerne leger også og har samme basale behov som danske børn. På det punkt har disse børn en fantastisk fantasi og livsmod. De laver legetøj ud af de materialer som de nu engang har. Børnene i Patrice, hvor vi har vores Drop-in center, har flere forskellige lege med elastikker som er bundet sammen til en stor, forskellige lege og spil med sten og hinkebaner. Drengene ude på Comunity Scout Youth and Guidance Center, har lige så lidt at gøre godt med og derude konkurrerer drengene bl.a. med hjemmelavede snurretoppe i baljer, hvor den, hvis snurretop snurrer længst tid har vundet, og laver basket kurve ud af gamle dæk og gummiringe.

Selvom gadebørnene og familierne ikke har meget eller noget, så er der bestemt noget andet de har, noget helt unikt og fantastisk – de har; integritet, en stærk kultur, fantasi, livsmod, livsglæde, imødekommenhed og respekt. Man bliver altid mødt med smil og åbne arme, alle er velkomne, man deler med hinanden, med det man har, og man hjælper hinanden! De her mennesker har virkelig lært mig meget og sat mit liv og min hverdag hjemme i Danmark i perspektiv. Ovenstående egenskaber giver så meget mere værdi og glæde end den nyeste telefon, det smarteste tøj og penge. Det bliver svært at kommer hjem til Danmark om 4 måneder og ikke blive mødt af smil og et ”good morning”, ”good afternoon” og ”good evening” af hver og en man møder på sin vej. Det her folkefærd er helt unikt, meget lærigt og ja – det er SÅ meget mere betydningsfuldt end materielle goder og ting.


- Julie


En kamp om overlevelse - Blogindlæg fra Kristina

Nyhedsbrev Oktober 2014Posted by Kristoffer Lenvig Mon, October 13, 2014 15:40

Filippinerne er et rigtig dejligt land. Menneskerne er rigtig flinke, hjælpsomme og smilende, uanset hvilke forhold de lever under. Varmen hernede er super skøn – lige som jeg elsker det – og dog… alligevel kan det godt blive varmere, end hvad man kan holde ud. Typisk ligger temperaturen oppe i 30’erne, men på grund af luften og dens fugtighed, føles det rigtig ofte som over 40 grader. Og selvom at solen går ned kl. 17-18 stykker, så går jeg stadigvæk rundt i shorts og T-shirts. Maden på Filippinerne er nogle steder rigtig god og lækker og andre steder skal man lige sørge for at have lidt mad liggende hjemme i køleskabet, for det er ikke alle steder at man kan blive mæt. ”It’s good for one person maam” – Yeah right tænker jeg så – godt for et barn måske. Priserne på stort set alt, er til gengæld så billige, at det nogle gange kan være svært at forstå.

Dagene skrider stille og roligt frem ude på børnehjemmet Community Scout Youth Guidance Center, som ligger i et område der hedder Duljo Fatima (tæt på bydelen Colon), omtrent 5 km fra hvor vi bor. Det er et område, som for mig er mere fattigt end hvad jeg troede jeg allerede havde set. Som jeg har nævnt i et andet blogindlæg, så møder jeg mødre, der med sit lille barn i armene eller hængene over skulderen, går rundt og tigger om penge til mad. Jeg ser familier, oftest mødre, der sammen med sine små børn omkring sig, roder i noget skrald, nogle steder brændt skrald, men for disse familier er det måske deres chance for at kunne overleve, deres håb for at finde mad. Jeg ser familier og små børn – ja selv spædbørn, ligge på gaden og sove på en flad papkasse, ved siden af dem har de en taske eller lille kasse, med deres meget få ejendele. Det er pakket og klart til når de flytter hen på det næste gadehjørne. Enlige mødre med deres lille barn bor i noget der ikke er større end et sofabord, dækket til af plastikposer og pap.

Da vi en af dagene var på børnehjemmet, havde jeg følgende observation af en dreng:


Jeg sidder på en bænk ved børnehjemmets hovedindgang. Over for mig sidder mine to medstuderende imens 5-6 børn (alle drenge) går rundt eller sidder omkring os.
En dreng på 17 år sidder og spiller kendte engelske/amerikanske og filippinske sange på en guitar. Stemningen er rolig – alle hygger sig. En dreng på omkring 8 år finder en ledig plads på bænken, imellem den 17 årige dreng og mig. Han læner sig op ad mig og synger lystigt med på sangene. Jeg ligger min hånd på hans brystkasse, nusser ham stille og roligt, og fortsætter med at synge med på sangene.
Den 8 årige drengs øjenlåg blev langsomt tungere og tungere og i løbet af næsten ingen tid, lå han og halvsov op ad mig, hvis ikke han sov helt, indtil at han blev vækket af en ældre dreng, der bad ham om at rydde op (samle skrald) op fra gårdspladsen. Efter at den 8 årige dreng havde samlet lidt skrald sammen fra gårdspladsen, var hans plads ved siden af mig, pludselig optaget. Han begynder derfor at samle lidt mere skrald sammen, imens han holder øje med, hvornår pladsen bliver ledig. Da den bliver ledig, skynder han sig hen, siger: ”Yes” og sætter sig imellem mig og den 17 årige dreng. Han læner sig endnu engang op ad mig, hviler sine øjne, dog synger han stadig med på de sange han kender.
Det var en rigtig dejlig følelse at vide, eller at gå ud fra, at denne lille 8 årige dreng, følte en tryghed ved at ligge op ad mig. Stemningen og omgivelserne i sig selv må siges, at have hjulpet ham på vej.


- Kristina